Redningsplan for praktikpladser
LO og DA mødes i dag med Haarder om den alvorlige praktiksituation. 3F anbefaler tilskud til praktikpladser og udvidet skolepraktik.
Regeringen må give virksomhederne et tilskud, så der oprettes praktikpladser til de over 4.000 unge, der nu står i kø. (Foto: Harry Nielsen) Undervisningsminister Bertel Haarder (V) holder i eftermiddag møde med LO og DA, hvor den alvorlige praktikpladssituation med 4000-5000 unge, der mangler praktikplads, er til drøftelse.
3F anbefaler, at der sættes ind på især to fronter, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.
- Arbejdsgiverne skal oprette flere praktikpladser. Vi ser gerne, at der bliver fyret op under dem med et praktikpladstilskud. Sådan, at de arbejdsgivere, der ikke opretter flere praktikpladser, betaler til dem, der gør, siger han.
Men der skal mere til – også set i lyset af finanskrisen. De nyeste tal fra Undervisningsministeriet understreger alvoren. 27 procent færre praktikaftaler og knap en fjerdedel flere, der forgæves søger praktikplads, i forhold til for blot et år siden.
Udvid skolepraktikken
- Der skal åbnes for skolepraktik på langt flere uddannelser end i dag. Vi ved, at det virker. Det sikrer både, at elever, der mister en praktikplads på grund af konkurs og elever, der ikke kan finde en praktikplads, kan afslutte deres uddannelse, understreger Per Christensen.
Helt galt ser det ud på bygge-anlæg området, hvor antallet af praktikpladser er styrtdykket med 44 procent.
- Mange unge har alvorlig risiko for ikke at kunne gøre deres uddannelse færdig, og de risikerer at blive ofre i krisen. De skal simpelthen have sikkerhed for svendebrevet. Ellers risikerer vi også, at de unge – eller deres forældre - vælger erhvervsuddannelserne fra, fordi de er usikre på, om de kan gøre uddannelsen færdig, siger han