Leder: Danisco må til lommerne

Ugens politik: Ugens politik: Ofrene fra Grindstedværket risikerer, at deres erstatningskrav er forældede. Derfor bør loven laves om, mener 3F.

3F har gjort sin stilling klar: Vi vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at sikre retfærdighed i denne sag. I første omgang gjaldt det om at fortælle Grindsted-arbejdernes historie, og vi vil holde fast i den åbenhed, der er nødvendig i en sag af så rystende karakter.3F har gjort sin stilling klar: Vi vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at sikre retfærdighed i denne sag. I første omgang gjaldt det om at fortælle Grindsted-arbejdernes historie, og vi vil holde fast i den åbenhed, der er nødvendig i en sag af så rystende karakter.

Vreden vokser i Grindsted. Efter i årtier at have fortrængt eller fortiet de frygtelige konsekvenser af arbejdet på Grindstedværket står flere tidligere ansatte eller deres familier og efterladte nu frem. Og det er stærke ord, de ellers så sindige vestjyder tager i munden, når de skal beskrive deres følelser over for Grindstedværket og virksomhedens ejer, Danisco.

Historierne har ganske mange lighedstræk. Fra rystende hænder, hukommelsesbesvær, manglende appetit, nervebetændelse til markante ændringer i personligheden, irritabilitet og vanskeligheder ved at begå sig i sociale sammenhænge.

Det er også historier om ufattelige lidelser og skæbner, man ikke ville ønske for sin værste fjende. Om stærke, glade og afholdte familiefædre, der langsomt sygnede hen - og om de familier, der var tilskuere til lidelserne og måtte leve med dem i dagligdagen.

Det er som om, at afdækningen af Danmarks største kviksølvskandale har slået hul på den mur af tavshed, der har præget de tidligere ansatte. Og at alene offentligheden og medieomtalen af arbejdsvilkårene på det daværende Grindstedværket er en ventil for den menneskelige tragedie. Et tabu er blevet brudt.

Men brudte tabuer gør det ikke alene. Derfor har 3F taget første skridt til en erstatningssag mod Grindstedværkets ejer, Danisco. Som arbejdsgiver har Danisco det overordnede ansvar for, at en lang række medarbejdere under deres arbejde på Grindstedværket og i Grenaa er blevet udsat for kviksølv, og som følge af arbejdsforholdene er blevet alvorligt syge.

Til sidste blodsdråbe

Indtil videre har Danisco afvist at have et ansvar og henviser eventuelle sager til Arbejdsskadestyrelsen eller domstolene. Virksomheden ved naturligvis godt, at de kommende erstatningssager kan blive langtrukne og gøre mere ondt på de i forvejen sygdomsplagede medarbejdere.

Samtidig fjernede Folketinget 1. januar 2008 muligheden for at suspendere forældelsesfristen for erstatningssager, hvis skaden er sket for mere end 30 år siden. Tidligere kunne man i helt særlige tilfælde se bort fra forældelsesfristen, som man eksempelvis gjorde i eternit-sagen.

Sagen fra Grindstedværket er helt unik. Det er Danmarks største kviksølvskandale. Og samtidig peger alt på, at virksomheden har hemmeligholdt sandheden om det giftige arbejdsmiljø for de ansatte. Derfor bør politikerne enten helt fjerne forældelsesfristen i særligt grove tilfælde eller straks indføre en suspensionsmulighed, så de gamle medarbejdere, de pårørende og de efterladte igen kan få oprejsning.

3F har gjort sin stilling klar: Vi vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at sikre retfærdighed i denne sag. I første omgang gjaldt det om at fortælle Grindsted-arbejdernes historie, og vi vil holde fast i den åbenhed, der er nødvendig i en sag af så rystende karakter.

Nu gælder det om at sikre ofrene en rimelig erstatning, hvad enten det skal ske gennem Arbejdsskadestyrelsen, ved domstolene eller med politikernes hjælp.

Men der er selvfølgelig også den mulighed, at Danisco selv vågner op og erkender ansvaret for fortidens synder. Og dermed lever op til virksomhedens fine ord om forretningsetik med henvisning til de mange millioner kroner, der igennem årene er gået i aktionærernes lommer - på bekostning af de ansattes helbred.