Vikarfirma stjal Kamilas kræftpenge
Kamila fik kræft for to år siden, men da hun skulle have 100.000 i erstatning, var pengene forsvundet i vikarbureauets lommer. Det samme gælder millionbeløb til pension fra 100 kolleger.
Snyd og 47 kroner i timen
Brug vores billige vikarer fra Polen. Den slags tilbud fylder både på nettet og på opslagstavlen i Brugsen. Det har presset den uofficielle mindsteløn ned under 50 kroner i timen. Striben af bureauer vokser. Det samme gør rækken af konkurser, bunken af sager om snyd og regningen til samfundet.
Svindel gør ekstra ondt, når kræften rammer. Det ved 27-årige Kamila Micuda alt om, for hun blev ramt af begge dele.
Kamila Micuda var vikar på tredje år i firmaet Danstaff, da hun måtte til chefen og fortælle, at hun var blevet alvorligt syg.
Hun bad om fri, når den aggressive kræft i lymferne krævede behandling på sygehuset. Det kunne hun godt få, men chefen sagde blankt nej til sygeløn, når hun skulle have kemoterapi.
Det var dog ikke det største problem. Det stod klart, da den unge vikar gik til 3F.
Løgnagtige lønsedler
Kamilas lønsedler viser, at Danstaff har trukket 1.600 kroner til pension og forsikring hver måned, siden hun blev ansat i 2008.
Derfor havde hun ret til de 100.000 kroner fra sin pensionsordning, som udbetales ved såkaldt kritisk sygdom. Men lønsedlerne viste sig at være en stor løgn. Pensionsselskabet kendte slet ikke Kamila Micuda, og syg af kræft stod hun uden erstatning.
- Jeg blev meget vred. Jeg har jo betalt 800 kroner hver 14. dag i over to år. Men jeg fik heldigvis hjælp, siger Kamila Micuda.
Det foregik hos 3F Høje Taastrup, hvor faglig sekretær Rikke Lauritzen tog affære.
Danstaff undskyldte med fejl i bogholderiet. Og i juli 2010 kom der 100.000 kroner på bordet, da 3F truede med at rejse sag.
Sag om millioner
Danstaff har haft mindst 100 andre polske ansatte, der har været vikarer i danske firmaer. Og 3F Høje Taastrup har flere polske medlemmer, der er blevet snydt for både pension og feriepenge.
3F og andre fagforbund har rejst sag mod Danstaff om over en million kroner. Et beløb, der alene dækker manglende pension til ansatte fra august til november 2010.
- Det er penge, virksomheden har tyvstjålet. Men Kamila er faktisk heldig, fordi Danstaff betalte, da vi opdagede sagen. Og nu er firmaet gået konkurs for anden gang, siger Rikke Lauritzen.