Hårdt arbejde kræver hård motion
Klumme:
Hvis du tror, du efter en lang arbejdsdag med fysisk anstrengende opgaver og mange skridt har udstået din ”værnepligt” med hensyn til motion, kan du godt tro om igen. Det forholder sig faktisk lige omvendt.
Rigtige mænd bruger kræfter på jobbet - og dyrker motion, så de ikke bliver slidt op. (Foto: Joachim Rode) 3F præsenterede resultaterne fra et sundhedsprojekt på en konference i slutningen af maj, og her blev det slået fast med syvtommersøm, at jo vildere man bruger sin krop på jobbet, des bedre motionsvaner skal man sørge for at have for at mindske risikoen for nedslidning.
Jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg indtil forleden har været alt for tilbøjelig til at fokusere mere på kosten end motionen, når jeg har talt med hårdtarbejdende mænd om deres sundhed. Men det er slut nu.
Tunge løft og dårlige arbejdsstillinger skal der kompenseres for med styrketræning, og konditionstræning kan ingen løbe fra - uanset jobbeskrivelsen. Pulsen skal op en time et par gange om ugen, og hysteri over den kendsgerning tæller ikke.
Det er mit helt klare indtryk, at mange faglærte og ufaglærte mænd tror, at rigtige mænd bruger så rigeligt med kræfter i arbejdstiden, at motion er overflødig. Måske fordi det er nærliggende at sammenligne sig med kontorfolket og kollegerne i administrationen, der jo bare fiser frem og tilbage mellem kopimaskinen og kaffemaskinen nogle gange på en dag og ellers bare sidder stille foran computeren fra morgen til fyraften.
Hvis du føler dig brugt på den trætte måde, når arbejdsdagen er slut, kan det handle om lavt blodsukker. Måske er det alt for længe siden, du har spist et sundt måltid. I så fald kører du energimæssigt på pumperne. En anden mulighed er, at du har brugt mere energi, end du har spist - måske af slagsen, der bare fiser af efter et kvarter og efterlader dig slap og ukampdygtig. Den slags selvmål kan scores med sodavand, kage og slik.
Holdsport tænder mænd
Når kvinder træner, gør de det i stor udstrækning for at holde vægten. Derfor bliver det let noget, der bare skal overstås - ofte så hurtigt som muligt i et fitnesscenter. Mænd derimod glæder sig i større udstrækning til motion, hvis de kan få lov til at spille bold med drengene eller cykle i flok og få en sludder bagefter.
Det tager selvfølgelig lidt længere tid at motionere på den måde, men til gengæld holder motionslysten længere. Et godt råd fra mig til alle raske svende er derfor: Find sammen med andre, der ligesom jer selv har indset, at to x minimum en times motion om ugen både er vigtigt, sundt og energigivende - og godt for dem, der venter derhjemme imens.
Udstrækning efter motion
Kære Vibeke
Den gang jeg var barn, skulle man altid strække ud efter en idrætstime i skolen. I dag, hvor jeg selv træner, strækker jeg aldrig ud, og jeg synes egentlig, at jeg bliver lige øm, om jeg strækker ud eller ej. Hvorfor lærer man så altid, at udstrækning er en god ting efter træning?
Hilsen Mads
Kære Mads
Det er ikke videnskabeligt bevist, at udstrækning har en gavnlig effekt på ømhed eller beskytter mod skader, men i praksis har det vist sig at være gavnligt for at mindske ømheden i musklerne. Når man træner, bliver musklerne væsentligt forkortet, og det kan tage flere dage, før musklerne igen genvinder deres rette længde. Forkortede muskler kan gøre, at ens bevægelighed og smidighed bliver dårligere efterfølgende, og det har udstrækning i praksis vist sig at afhjælpe.
Derfor tror jeg blandt andet, at vi lærer at strække ud allerede i de tidlige år. Men udstrækning kan også give os følelsen af velvære og afslapning. Det kan være fordi, at kroppen udskiller nogle forskellige hormoner, som mindsker følelsen af smerte. Måske er det derfor, at udstrækning kan påvirke humør og sind efter træning? Det er da værd at tage med.