Brev til Fagbladet 3F: "En dag i helvede"
"Store prikkedag" i Sønderborg Kommune oplevede 3F-fællestillidsrepræsentant Kaj Erik Rasmussen som en dag i helvede. Han skrev i frustration sine tanker ned i et brev og sendte det til Fagbladet 3F. Læs hele brevet her.
En almindelig torsdag i 2010, som blev en dag i helvedet!
Drømmer jeg får en fyreseddel, vågner op med hjertebanken hvad forgår der, kikker på uret, det er torsdag den 25. november 2010, klokken er kvart i tre midt om natte, nåe ja, havde godt nok stille uret fil at ringe kl. halv seks, det er jo torsdag den 25. november 2010, og store prikkedag i Sønderborg Kommune, især på Ældreområdet og Vej & Park, nå men når man ikke kan sove, så kan man lige så godt stå op, jeg bliver dog liggende lidt, for at se om jeg ikke kan få sove noget mere, men det lykkes ikke.
Står op og begynde at gøre sig klar, og der er hele tre timer til vi begynder at prikke, men jeg kan ikke sove mere og jeg ved at der er mange af mine kollegaer der har det ligesom mig.
Lidt i syv køre jeg ind på den første materialegård, kollegaerne stå i små gruppe rundt omkring, nogle hilser, andre kikke væk, nogle har tåre i øjne, andre har bare mistet stemmen.
Alle ved Vej & Park i Sønderborg Kommune har fået besked på at være på den materialegård man tilhøre fra kl. 7.00 og så frem til at alle der skal prikkes er blevet det, ja det hedder det, men man kunne lige så godt kalde det fyring, for det er jo det, det er, en politiske beslutning som blev taget af det borgerlige flertal sammen med SF den 13. oktober 2010, og fik den betydning betyder at man i Vej & Park skal nedlægge 44-46 stillinger.
I ledelsen har man beslutte at formændene skal ud på materialegårdene, og der ringe de så de medarbejder op som skal havde overbragt det man kalder Partshøring om påtænk opsigelse!
Så kommer den første ind i bygning, stiler mod den kontor/lokale vedkommen har fået at vide at det foregår, for få sekunder siden, tillidsfolkene er klar, hvis nogen har brug for at snakke, den første kommer ud igen med brevet i hånden, hel hvid i hovedet, tillidsrepræsentanten prøve at få kontakt, men det lykkes ikke, så kommer næste og næste, jeg prøver sætte efter ham der komme ud som nr. to og siger lade os lige snakke, han nikke kort og sige ja men uden for, hold kæft hvor er det her røvtur, man kan jo ikke trøste nogen, sige noget fornuftig, selv om man tro man gør det, ja så høre vedkommende det ikke, er i chok.
Så kommer melding vi er færdig her på den materialegården og køre vider til næste, man kan se lettelsen i folk øjne, men også sorgen, nogle græder over, ja hvad? at det ikke var dem eller er det over dem det gik ud over………………………
Vider til næste materialegård, men her når jeg det ikke, alle folk er væk, men der var vist kun en eller var det to der skulle prikkes.
Når men nu hurtig ud til den største materialegård, her er der virkelig mange der skal prikkes, gud hvor det lyder! prikkes til hvad, ja vi kan ikke bruge dig.
I kantinen sidder der en hel del og snakke stille sammen, spørge til hvordan de har, hvordan det går, ad helvedet til lyder svaret, vi rende på toilet, sveder, nåe ja hvorfor fanden spurgte du også.
Så ringer telefon, en af formændene vil godt have jeg lige kommer inde på kontoret ret hurtig, ja selvfølgelig det måtte jo komme, det er sgu ikke alle der tage det lige roligt, men efter et kvarters tid er gemytterne faldet nogenlunde til ro, så snakken kan gå vider.
Der ringes fra andre områder, som ikke har noget at gøre med Vej & Park, det er nok fordi man er næstformand i Hovedudvalget, jae men heller ikke her kan man hjælpe, kun trøst og snakke.
Så ringer en journalist fra Jyske Vestkysten, for at høre om hvordan dagen har været, vi får en snak om hvordan det her er, at der ikke findes nogen god metode til at fyre kollegaer/medarbejder, som jo ikke har gjort sig fortjent til det, det bliver en lang rigtig lang snak, gad vide hvad der kommer til at stå i avisen i morgen, nå men det må vi jo se i morgen, for der kommer en ny dag for alle, den er bare forandre for alle i Vej & Park og andre steder.
Endelig er runden ved at være færdig, men jeg skal lige ind på rådhuset og snakke fyring og noget udlicitering, ”det går sgu godt i dag”.
Klokken er næste tre, det er tolv timer siden du stod op og jeg tænk på hvor mange af mine kollegaers liv er ikke blevet ændret siden da!!!!!!!!!!!!!!!
Nå man kan lige så godt køre hjemad nu, de fleste er jo gået hjem, men jeg køre alligevel lige forbi den materialegård hvor det hele starte i morges, for at se om der stadig er nogle kollegaer der, ja de er ved at lukke ned og holde fyraften da jeg kommer forbi, men en af mine gode kollegaer siger, vent lige fem minutter, vi skal lige havde os en øl inden vi går hjem, ja så står vi der nogle stykke, snakke og snakke og snakke om alt det der er sket, på vej ud af døren kommer en hen og sige, tja nu behøver jeg ikke at går og være nevøs på at få fyreseddelen, for den har jeg her i lommen, men du Kaj, du må går og vær nevøs til de fyre næste gang;-)).
Ja han har ret, og han er ikke den eneste jeg har hørt det fra i dag.
Her sidst på dagen sidder man her alene og tænker hvorfor ikke mig, hvorfor blev de andre fyret, de har jo altid passe deres arbejde, der er ingen ordentlig begrundelse for at det lige er dem der skal miste deres arbejde, det kunne lige så godt havde været deres makker ved siden af eller mig, men det var deres nummer man trak i dag.
Tanker kværne stadigvæk rundt i ens hoved, gad vide om man får sovet i nat, hvis ikke så er jeg nok ikke alene.
En dag på kontoret nej det var i helvedet.
FTR Kaj Rasmussen
Vej & Park
Sønderborg Kommune.