Nedsat fagkontingent til 3F'ere uden indtægt

3F'ere, som har mistet dagpengeretten, og som ikke har nogen form for indtægt, kan nu få nedsat deres kontingent til 32,50 kroner pr. måned fra 1.maj.

Hvis du er faldet for dagpengeperioden og ikke har nogen form for indtægt som for eksempel kontanthjælp eller lignende, så kan du gå ned i din lokale afdeling og søge om at få dit kontingent sat ned fra 1. maj 2013. (Foto: Colourbox)Hvis du er faldet for dagpengeperioden og ikke har nogen form for indtægt som for eksempel kontanthjælp eller lignende, så kan du gå ned i din lokale afdeling og søge om at få dit kontingent sat ned fra 1. maj 2013. (Foto: Colourbox)

Behold dine rettigheder i fagforeningen samt medlemsfordele for 32,50 om måneden. Sådan lyder budskabet fra 3F.

3F'ere uden indtægt skal kunne have råd til at forblive fuldgyldige fagforeningsmedlemmer, og det kan de nu med den nye regel, som netop er vedtaget i 3F.

Det betyder, at hvis du er faldet for dagpengeperioden og ikke har nogen form for indtægt som for eksempel kontanthjælp eller lignende, så kan du gå ned i din lokale afdeling og søge om at få dit kontingent sat ned fra 1. maj 2013.

Vigtigt med medlemskab

Lige meget, hvilken lokal 3F-afdeling du er tilknyttet, kan du aldrig komme til at betale mere end de 32,50 kroner, hvis du opfylder kravene om at være uden indtægt.

På den måde beholder du dit medlemskab samtidig med, at du beholder retten til 3F's faglige service samt medlemsfordele som billige forsikringer med mere.

- Vi vil med den nye regel om kontingentnedsættelse prøve at hjælpe vores medlemmer, siger Ulla Sørensen, der er hovedkasserer hos 3F.

- Det er i forvejen barsk nok for de medlemmer, som ingen indtægt har. På grund af deres økonomi har mange ikke råd til at betale for tilknytningen til deres fagforening. Det vil vi gerne hjælpe dem med.

I job igen - husk at afmelde

Når du søger om nedsat kontingent, kan du søge for 6 måneder ad gangen. Du skal søge nede i din lokale afdeling, hvor du skal udfylde et lille ansøgningsskema. Er du uden indtægt længere end de 6 måneder, så skal du udfylde et nyt skema, hvor du ansøger om yderligere 6 måneder.

Det er vigtigt, at du som medlem overholder reglerne ved den nye ordning. Det betyder også, at du melder til din lokale afdeling, så snart du er i arbejde igen eller får en anden form for indtægt.

Nedsat kontingent hænger sammen med det enkelte medlem og har intet at gøre med den øvrige husstand. Det betyder, at du stadig kan få nedsat kontingent, selvom din ægtefælle er i arbejde.