En dag i kvindestemmernes tegn

Solskinsvarme og lønstrejke hjalp til med at gøre jubilæumsfesten for kvinders 100 års kommunale valgret til en sand folkefest i hovedstaden på linje med 1. maj.

Solskin og lønstrejke hjalp til med at gøre jubilæumsfesten for kvinders 100 års kommunale valgret til en sand folkefest.Solskin og lønstrejke hjalp til med at gøre jubilæumsfesten for kvinders 100 års kommunale valgret til en sand folkefest.

Vejret og de politiske vinde var med de tusindvis af kvinder (og hundredvis af mænd), der søndag erobrede de københavnske og frederiksbergske gader for at markere 100-året for kvindernes ret til at stemme ved kommunevalg.

Hvad der kunne være endt i en hemmelig jubilæumsfest for de indviede, udviklede sig med god hjælp fra den varme bededagssol og offentligt ansatte i lønstrejke til en folkefest på linje med 1. maj, hvor politikere og meningsdannere, der er noget inden for ligestillingsmusikken, var med.

Solen bragte det lyserøde frem i kvindekinderne, der lyste om kap med røde balloner, føde faner og vimpler - og rødt hår under lilla bleer hos socialpædagogerne, der blot var et af mange forbund og foreninger, der kørte i kvindemusiklarmende ladvognskaravane fra Frederiksberg til Københavns Rådhusplads, hvor den rigtige fest for alvor gik i gang med taler, boder, happenings og koncerter.

På 3F's ladvogn var det skuespilleren Anne Marie Helger, der i altid opsigtsvækkende kostume og hat gav kvinder fra alle faggrupper røst. Og de feststemte kvinder bad hele dagen via t-shirts, plakater og badges om ligeløn, ligestilling og lige repræsentation i de råd, nævn og bestyrelser, hvor de i dag er så håbløst bagud.

Kvinder og magten

Talere på både Frederiksberg og Københavns Rådhusplads prøvede på forskellig vis at sætte ord på, hvorfor det har stået værre til end nu - og ikke mindst hvorfor der stadig er uendeligt meget mere at kæmpe for.

Borgmester Mads Lebech (K) fremhævede, hvordan Frederiksberg altid har ligget over gennemsnittet, når det gælder repræsentationen af kvinder i kommunalbestyrelsen.

Hans 2. viceborgmester, Karin Dubin (S), ville hellere konstatere, at hvor magten er, er der ingen kvinder, og hvor kvinderne er, er der ingen magt.

- Og lad os så få nedsat den ligelønskommission, fastslog hun med henvisning til spekulationerne om en eventuel "løsning" på den igangværende lønkonflikt.

På Rådhuspladsen i København ville (Danmarks første) overborgmester Ritt Bjerregaard (S) blandt andet tiltrække flere kvinder ved at hæve lønnen for at sidde i kommunalbestyrelsen, så man ikke behøver have to job - og placere møderne, så de ikke kolliderer med familielivet.

LO's nye næstformand, Lizette Risgaard var på talerstolen, hvor også hun slog fast, at jubilæumsåret for kvinders stemmeret bør belønnes med, at kvinder - offentligt som privatansatte - får det samme i løn som mændene.

Og så tog skuespillere som Anette Støvelbæk og Ellen Hillingsøe sig i øvrigt kærligt og humoristisk af både kvindelige dyder og uvaner, før den garvede musiker Anne Linnet tog over og lavede en flot finale på en solskinssøndag i kvindestemmernes tegn.