Storm på Isenkræmmere
Folk skyer ingen midler når det handler om at komme af med firmajulegaven
Landets isenkræmmere bestormes op til jul af folk, der prøver at bytte firmajulegaven.
- Der er evig og altid diskussioner om det her op til jul, og siger man ja til en, der kommer og vil bytte uden bon, så rygtes det, og der kommer flere fra samme arbejdsplads, siger Trine Bang fra Imerco i Storcenter Nord i Århus.
Det er dog om at være på vagt, for folk har ingen skrupler med at prøve at komme af med gaver, selv med firmanavnet indgraveret.
- Vi har da flere ting stående i frokoststuen. Blandt andet en lysestage med et indgraveret banknavn. Alt sammen, fordi vi har prøvet at være flinke og bytte, og har overset firmanavnet. Derfor går vi nu tingene meget grundigt igennem, hvis kunden ikke har en bon, siger Tine Bang.
I det hele taget er bluf vejen frem, når danskerne prøver at afsætte firmajulegaven. Stort set alle forsøger sig med historier om manglende boner, når de når til isenkræmmerdisken. Selv kunder, der bliver taget på fersk gerning med en skål, hvor der står Arla i bunden, vil påstå, at det anede de ikke.
Man kan dog have held med at komme af med skidtet. Er det en gængs mærkevare, og er den udsolgt fra forhandleren, vil isenkræmmeren nogle gange godt lave en byttehandel. Der er dog grænser.
- Vi havde hørt et rygte om, at en virksomhed havde købt en masse Stelton adventsstager til ingen penge, for at bruge dem som firmajulegaver. Så da de begyndte at dukke op her hos os og folk ville bytte til fuld pris, sagde vi selvfølgelig nej, lyder det fra Imerco i Glostrup Storcenter.