7 ud af 10 i skolepraktik hænger på

70 procent af de unge i skolepraktik gennemfører uddannelsen, mens 80 procent i almindelig praktikplads gennemfører, viser nye tal.

70 procent af de unge i skolepraktik gennemfører uddannelsen. (Foto: Harry Nielsen.)70 procent af de unge i skolepraktik gennemfører uddannelsen. (Foto: Harry Nielsen.)

Antallet af unge i skolepraktik boomede i 2009. Der blev oprettet cirka 1.500 ekstra skolepraktikpladser. Det er en stigning på 70 procent i forhold til året før. Nu har Arbejdsgivernes Elevrefusion offentliggjort nye tal, der viser, hvor mange af de unge, der hænger på. 70 procent af de unge, der er i skolepraktik, fordi de ikke kan finde en praktikplads, gennemfører. Mens 80 procent af de unge med en almindelig praktikplads gennemfører.

Alternativet skræmmer

Der er grund til at glæde sig, selvom frafaldet er større blandt skolepraktikelever, mener 3F's forbundssekretær Per Christensen. - For hvad er alternativet til skolepraktikken? For mange unge ville det være, at de aldrig får en uddannelse. På den baggrund er syv ud af 10 godt, siger Per Christensen. Men omvendt er tre ud af 10, der falder fra, for mange. - Det er en advarsel til arbejdsgiverne om at oppe sig og oprette mange flere praktikpladser, siger han.

Gider ikke mere skole

En af årsagerne til det større frafald er, at de unge efter grundforløbet hellere vil ud på arbejdspladserne end at blive på skolen. - Skolepraktik kan nemt blive opfattet som fortsat skolegang. Så det er også en løftet pegefinger til skolerne. De skal sørge for skolepraktikken ligner virkeligheden så som meget som muligt, siger han. Voksenlærlinge er de mest vedholdende. 90 procent gennemfører den erhvervsuddannelse, de er startet på. - Det er glædeligt at 9 ud af 10 voksne gennemfører. Det viser, hvor meget motivation betyder, fremhæver Per Christensen.