OK08/KL: Sundhed via arbejdet forpligter
Det er fint nok, at de offentligt ansatte får gratis fitness på jobbet, sund mad i kantinen og lignende sundhedstilbud - men så skal man også kunne kræve, at medarbejderne rent faktisk bliver sundere.
Sådan lyder reaktionen fra Kommunernes Landsforening (KL), efter FOA's formand, Dennis Kristensen, har krævet gratis sundhedsordninger for offentligt ansatte ved næste års overenskomstforhandlinger.
De kommunale arbejdsgivere er åbne for forslaget, siger borgmester Kjeld Hansen (S), der er næstformand i KL's løn- og personaleudvalg.
Men han kræver til gengæld også, at medarbejderne tager sundheden seriøst.
- Når det bliver en del af et overenskomstresultat, så begynder pligten at sætte ind, og så overskrider vi den barriere, som vi aldrig tidligere har gjort i en overenskomst nemlig at gå ind i privatlivet for den enkelte medarbejder, siger Kjeld Hansen til Radioavisen.
På spørgsmålet om, hvor grænsen eventuelt vil gå, svarer han:
- Det svar kunne vi heller ikke give ved de sidste overenskomstforhandlinger. Hvis Dennis Kristensen sidder med det i dag, så er det fint. Hvis han vil forpligte samtlige sine medarbejdere til at tabe sig eller spise gulerødder, så hører jeg det gerne.