Lad dig ikke spise af med et gratis måltid
Flyrejser:
Du bør kende dine rettigheder, før du skal ud og flyve. For der kan være mange penge at hente, hvis dit fly for eksempel bliver forsinket eller aflyst.
Hvis dit fly bliver forsinket eller aflyst, kan du have krav på økonomisk kompensation. (Foto: Colourbox) Vi kender alle frustrationen, når "klar til boarding" pludselig forsvinder fra lystavlen og bliver erstattet med "forsinket". Og så sidder vi pænt og venter og er taknemlige, hvis vi får et gratis måltid mad.
Men lad dig ikke snyde. Måske har du ret til en kompensation på flere tusinde kroner.
Alt for ofte er flyselskaberne nemlig ikke ret gode til at oplyse os om vores rettigheder. Derfor har vi samlet nogle af dine rettigheder her.
Det har du krav på
Hvis dit fly bliver forsinket
Er dit fly forsinket mere end to timer, skal dit flyselskab tilbyde dig gratis mad og drikke. Bliver flyet forsinket mere end fem timer, og rejsen ikke længere tjener noget formål i din oprindelige rejseplan, så skal flyselskabet tilbyde dig pengene tilbage for billetten.
Hvis du bliver nægtet boarding
Selvom dit fly er landet, kan du stadig nå at blive forhindret, når du skal boarde. Flyselskaberne har det nemlig med at overbooke for at sikre sig, at flyene er fyldte.
Derfor kan du blive nægtet boarding, når du står ved gaten. Og hvis du mod din vilje bliver afvist, har du ikke bare krav på omlægning af rejsen eller pengene tilbage, du har også krav på økonomisk kompensation.
Hvis dit fly bliver aflyst
Bliver dit fly aflyst, har du altid krav på enten at få dine penge tilbage eller få omlagt rejsen. Du bestemmer selv. Hvis aflysningen er tæt på afrejsedagen eller er på selve afrejsedagen, har du desuden krav på økonomisk kompensation på mellem små 2.000 kroner og op til godt 4.000 kroner. Det kommer an på rejsens længde.
Du kan læse mere på forbrugereuropa.dk.
Du kan også få dine flyrettigheder via mobilen. Det kræver blot at du har netadgang. Gå ind på fly.forbrug.dk uden www. foran.