Over 1.200 flere mangler praktikplads

7.681 unge mangler praktikplads, viser nye tal. Det er en stigning på 20 procent i forhold til 2009.

Antallet af unge uden praktikplads er steget 20 procent siden sidste år. (Foto: Arkiv)Antallet af unge uden praktikplads er steget 20 procent siden sidste år. (Foto: Arkiv)

Køen af unge, der forgæves leder efter en praktikplads, er vokset med 1.264 unge i forhold til for et år siden. Det er en stigning på 20 procent, som bringer praktikpladskøen op på 7.681 unge, viser de nyeste tal fra Undervisningsministeriet.

Men der er også positive takter at hente i de nye tal fra ministeriet:

Der er indgået 27.972 uddannelsesaftaler i perioden 1. januar til 31. oktober 2010. Det er en stigning på 20 procent i forhold til samme periode sidste år.

Positive takter ikke nok

- Desværre er de positive takter ikke nok til at hjælpe alle de mange unge, der forgæves søger praktikplads. Ser vi på udviklingen i forhold til de seneste måneder og sammenligner med de tidligere år, så kan vi frygte, at vi går ind i 2011 med over 8.000 unge uden praktikplads, siger Per Christensen, forbundssekretær i 3F. Han pointerer, at praktik-problemet kun kan løses af arbejdsgiverne.

- Som jo faktisk, efter den sidste politiske praktikaftale, nu får en check på 70.000 kroner, hver gang de opretter en praktikplads, så der er ingen undskyldning for at lade være, siger han.