Se dig for når du betaler med kort
På ferien:
Er du på ferie og spiser ude på restaurant, så tjek beløbet, før du godkender. Arbejdernes Landsbank erfarer nemlig, at visse lande spekulerer i at taste et større beløb ind, end du har købt for.
Det er ikke altid, man lige husker at tjekke beløbet, inden man trykker godkend, når man er på ferie. Men det er en god ide at gøre det - så man undgår at betale mere, end man skulle. (Foto: Colourbox) Når du er på ferie, gør du godt i at tjekke beløbet en ekstra gang, før du godkender det i en kreditkortterminal. For har du godkendt beløbet, og er det forkert, så er det faktisk umuligt for din bank at gøre nogen indsigelse.
- Når du har indtastet din pinkode og godkendt, så har du jo så at sige godkendt, at du har købt for et givent beløb. Derfor har vi ingen muligheder for at gøre indsigelser, forklarer Dorte Poulsen, der er projektleder og kortansvarlig i Arbejdernes Landsbank.
- Man kan selvfølgelig vælge at køre en retssag. Men det kræver mange ressourcer, så det er der mange, som vælger fra.
Tjek beløbet
Hos Arbejdernes Landsbank har man haft flere tilfælde af feriegæster, som er kommet hjem og er blevet snydt ved, at de har godkendt et forkert beløb især på restauranter i udlandet.
Efterfølgende har de ikke kunnet gøre andet end at ærgre sig gule og blå over, at de ikke har tjekket op, om det nu var et korrekt beløb, de godkendte.
- Vi anbefaler på det kraftigste, at man tjekker beløbet, forklarer Dorte Poulsen.
Pas på restauranter
Det er især på restauranterne i udlandet, at man nemt kan blive snydt.
- Man sidder jo og hygger sig og snakker, og det er der altså nogle tjenere, som benytter sig af og lige taster et 0 mere på beløbet. Det er så ærgerligt, men vi kan jo ikke bevise, at det ikke passer, fortæller Dorte Poulsen.
Dorte Poulsen understreger, at der sagtens kan være tale om en almindelig tastefejl. Og hvis restauranten eller forretningen forklarer, at der er tale om en fejl, så er der intet problem i at trække pengene tilbage.