Kim til jobfest i Stavanger
Job i Norge:
Masser af arbejde, god løn og skøn natur. Kim Ørskov nyder jobbet som tømrer i Norge.
Kim Ørskov har i flere år arbejdet i udlandet. Før Norge har han arbejdet flere år på Grønland og i Island. (Foto: Joachim Rode) 27-årige Kim Ørskov har vinket farvel til den trængte byggebranche her i landet. I stedet er turen gået til Norge. Med udsigt til norske fjelde i den kolde og klare sol monterer han gipsplader på et tag i Stavanger. Her er tømreren med til at bygge 45 lejligheder, som ansatte i oliebranchen skal bo i.
Stavanger på den norske vestkyst bliver kaldt oliehovedstaden på grund af de mange boreplatforme ud for kysten. Norges største olieselskab, Statoil, har også hovedkontor i byen.
- Jeg kan rigtigt godt lide at være her. Nordmændene er gæstfrie, og jeg bestemmer stort set selv, hvor mange timer, jeg vil arbejde, siger Kim Ørskov. Han bruger typisk 55 timer om ugen på jobbet.
Enorm efterspørgsel
Hans daglige leder Ståle Bjellebø er glad for at få besøg sydfra:
- Det går fint med at samarbejde med danskerne. De er lette at forstå. Og vi har en enorm efterspørgsel på arbejdskraft, siger han.
Den norske fagbevægelse hilser også danskerne velkommen.
Bytter snaps med rensdyr
Stavanger ligger ud til den norske vestkyst mellem hav og bjerge. Om vinteren står Kim Ørskov og hans venner på ski - det er kun en halv time væk. Når han er hjemme på besøg i Danmark, tager han gerne en flaske Rød Aalborg med til Norge, som han bytter med rensdyrkød.
Han bor sammen med en flok andre unge danskere i et hus i byen. Hans bofæller er også håndværkere, som har taget en pause fra den danske byggebranche.
- Vi har et supergodt fællesskab, siger Kim Ørskov.
Det bliver også til en bytur i ny og næ. Men et besøg på værtshus eller diskotek koster kassen:
- Priserne er høje her i landet. Du kan hurtigt bruge et par tusinde på en tur i byen. En fadøl koster 80 kroner, lyder advarslen fra Kim Ørskov.