Fængselsstraf for sexchikane mod 16-årig
Henriette Debel var offer for sexchikane hos en landmand, som nu er idømt fængselsstraf.
Henriette Debel var offer for sexchikane hos landmand, som nu er idømt fængselsstraf. (Foto: Robert Attermann.) Klap i numsen i malkegraven og kys eller kram, når hun fodrede kalve.
Sådan var hverdagen for Henriette Gravesen Debel, da hun som 16-årig var elev hos en 47-årig landmand i Vestjylland. For nylig idømte Retten i Esbjerg landmanden 30 dages betinget fængsel for sexchikane.
- Jeg havde det ikke godt med det. Jeg tænkte, det var noget, som bare skulle overstås, så jeg kunne komme videre med arbejdet, siger Henriette Debel.
Syg af sexchikane
Landmanden ansatte Henriette Debel som elev i april 2008. Men et år senere kunne den unge 3F'er ikke længere klare de seksuelle krænkelser fra sin arbejdsgiver. Hun gik til lægen, som meldte hende syg af stress.
- Arbejdsgiveren har opført sig fuldstændig uacceptabelt over for vores medlem. Vi er glade for, at vi har vundet sagen, så Henriette kan få oprejsning og et lille, økonomisk plaster på et dybt sår, siger Charlie Madsen, faglig sekretær hos 3F Kongeåen.
Kort efter dommen faldt, indgik 3F forlig med arbejdsgiveren, som kom til at betale 75.000 kroner til sin tidligere elev efter krænkelserne.
Landmand: Klap i bagdelen var sjov
Landmand Per Nørholm Jensen driver en gård nord for Esbjerg, hvor han bor sammen med sin hustru og fem mindreårige børn. Han ønsker ikke at udtale sig til Fagbladet 3F om sagen. Men han nægtede sig skyldig i retten.
"Afhørt om, hvorvidt han har givet elever klap i bagdelen, forklarede han, at det er sket, når de laver sjov," står der i dombogen.
- Det var klamt og ulækkert. Det var ydmygende, siger nu 18-årige Henriette Debel om den sexchikane, som hun som elev blev udsat for af sin chef.