Mor med morgenvagt
For Bente Åvang Bruus handler en god familiepolitik om, at 3Fere med små børn ikke skal føle, at arbejdet går ud over familien
Daginstitutionernes åbningstider passer ikke til de skæve arbejdstider, som mange 3F’ere har, og det giver stress i familierne, mener Bente Åvang Bruus. Bente Åvang Bruus var altid én af de første mødre, der afleverede sine børn i børnehaven. Da henholdsvis Jakob, Christoffer og Jonas var små, blev de afleveret præcist klokken 6.30 hver morgen, når institutionen åbnede, og Bente havde ikke mange minutter til at sige farvel. Hun skulle nemlig være på sin arbejdsplads en halv time senere.
- Institutionernes åbningstider passede bare ikke med mine arbejdstider, og det gik naturligvis ud over vores morgener. I dag synes jeg, at det er ærgerligt, at jeg havde så travlt, fortæller Bente.
Dagen starter tidlig.
Nu er Bentes ældste søn 27 år gammel, men Bente har ikke glemt, hvordan det var at være mor med morgenvagt. Hun sympatiserer stadig med de mange børnefamilier, hvis morgner ikke efterlader spor af tid til hygge.
- Det er et stort problem for 3F-medlemmer, at vi ofte kommer i karambolage med institutionernes åbningstider. Vi starter ufrivilligt vores dag tidligt, siger Bente.
Ofte ramt af sygdom
Endnu værre var det, hvis ét af børnene blev syge. Både sønnen Jonas og Christoffer havde en del sygdom de første to år. Da Christoffer var lille kunne Bentes svigermor passe børnene, men kort tid efter Jonas blev født, mistede Bente sin svigermor. Det satte Bente og Jimmy i en vanskelig situation.
- Både Jimmy og jeg måtte tage fri for egen regning, da Jonas anden gang fik fjernet polypper og lagt dræn i ørerne. Til sidst var jeg nødt til selv at betale for at være hjemme hos Jonas, fortæller Bente.
Det er de situationer, som Bente tænker på, når hun skal sætte ord på en god familiepolitik. Hun mener, at det er 3F´s største bedrift at gøre opmærksom på de mange danskere, som ikke har fleksible arbejdstider. De skal nemlig også have familielivet til at fungere.
Forslag til familie- og arbejdslivskommisionen
Forslag til familie- og arbejdslivskommisionen