Minkpelser snød polakker for 95.000 kroner
Fem polakker har fået efterbetalt 95.000 kroner, som de blev snydt for i løn hos vestjysk minkpelser.
Fem polakker har fået efterbetalt 95.000 kroner, som de blev snydt for i løn hos vestjysk minkpelser. Fem polske kvinder har fået efterbetalt 95.000 kroner. Det skyldes, at de blev snydt i løn, da de arbejdede i mindre end en måned for en vestjysk minkpelser i slutningen af 2009.
Det ligger fast, efter 3F har indgået et forlig med minkpelser Thomas Nielsen i en faglig sag.
- Vores polske medlemmer har fået en ussel behandling. Sagen minder om et menneskesyn hos arbejdsgivere for mere end hundrede år siden, siger Egon Roesgaard, faglig sekretær hos 3F Holstebro.
Skulle forlade Danmark for at få feriepenge
De polske kvinder fik ikke betaling for alle timer, mens de pakkede minkpelse for arbejdsgiveren, som har virksomhed vest for Holstebro. Flere af polakkernes arbejdsdage var på halve døgn, viser deres timeopgørelser.
Nyhedsbrevet 3F er i besiddelse af kopier af kvindernes ansættelseskontrakter på engelsk. Ifølge kontrakterne var arbejdsugen på 45 timer, og polakkerne skulle også arbejde både lørdag og søndag.
Feriepenge ville blive udbetalt sammen med den sidste løncheck. I den forbindelse skulle de ansatte ”forlade Danmark inden for 24 timer”, står der i kontrakterne.
I ansættelsesbeviserne henvises til en aftale indgået mellem Kristelig Fagforening og Kristelig Arbejdsgiverforening.
Arbejdsgiver: Føler mig røvrendt
De polske kvinder blev hver trukket 2.500 kroner i løn for husleje. Ifølge 3F Holstebro boede polakkerne under kritisable forhold:
- En af dem fortæller, at hun blev indlogeret på et stort åbent loftsrum, hvor der lå 11 madrasser på gulvet, en af dem til hende og resten til 10 mænd, siger faglig sekretær Egon Roesgaard.
Minkpelser Thomas Nielsen er skuffet over de polske arbejdere:
- Jeg føler mig røvrendt. Jeg har ikke krævet, at de skulle arbejde søndag morgen og sen aften. Men de ville skyde timer af og komme før hjem til Polen. Jeg gjorde det for at være flink, ikke for at udnytte dem, siger han.
- De valgte selv at flytte og bo et andet sted. Jeg havde lejet otte sommerhuse, men de to til 10 personer stod tomme. Jeg er ikke forpligtet til at sørge for bolig. Jeg har virkelig gjort noget for dem, siger minkpelser Thomas Nielsen.