Politikere: Jobsøgning er spild af penge
Arbejdsløse skal efteruddannes og i jobtræning på virksomheder og ikke bare skovles ind på planløse jobsøgningskurser, mener SF og DF.
Ansøgning efter ansøgning. Uge efter uge.
Som ny ledig er første stop næsten altid et jobsøgningskursus.
Kurset tager typisk fire uger, og bortset fra nogle få timers undervisninger går tiden med at sidde foran en computer og skrive ansøgninger.
Og det er spild af tid, mener SF, der nu vil finde alternativer til jobsøgningskurserne.
"Man skal kunne vælge, om man vil efteruddannelses eller starte på en ny uddannelse, den anden mulighed er at komme i aktivering ude på en virksomhed, og den tredje mulighed kan så være et jobsøgningskursus," siger Eigil Andersen, der er arbejdsmarkedsordfører for SF, til Newspaq.
En undersøgelse fra HK viser, at fire ud af fem ledige medlemmer, der har været på et jobsøgningskursus, kalder det nytteløst eller direkte spild af tid, og det forstår Eigil Andersen godt.
"Arbejdsløse bliver nærmest skovlet ind på disse kurser, og i masser af tilfælde har de ikke brug for det, fordi de er gode til at skrive ansøgninger i forvejen. Desuden sker der nærmest ingenting på de kurser," siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF) til Newspaq.
Også i Dansk Folkeparti er man kritisk over for de lange jobsøgningskurser og har taget kontakt med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
"De ledige skal ikke have et kursus, der varer fire uger, hvis de kun har behov for ét, der varer to dage. Det er spild af tid, og det skal vi have set på. Ministeren har lovet at komme med et forslag til ændringer," siger arbejdsmarkedsordfører i DF, Bent Bøgsted, til Newspaq.