DONG skærper sikkerhed efter dødsulykke
DONG Energy satser på, at rensning af kraftværkernes askefiltre fremover kan foregå uden at sende folk ind i siloen.
I begyndelsen af maj omkom en 61-årig mand, mens han var i færd med at rense et halmfilter på Enstedværket i Åbenrå. Ulykken får DONG Energy til at skærpe sikkerheden – ikke bare i Sønderjylland, men på alle selskabets kraftværker. (Arkivfoto) I begyndelsen af maj omkom en 61-årig mand, mens han var i færd med at rense et halmfilter på Enstedværket i Åbenrå. Ulykken får DONG Energy til at skærpe sikkerheden - ikke bare i Sønderjylland, men på alle selskabets kraftværker.
- I første omgang har vi indskærpet sikkerhedsreglerne og bedt de enkelte værker om at udarbejde mere præcise instruktioner. Men på længere sigt er målet, at man skal kunne rense filtrene uden overhovedet at være inde i siloen, siger Jens Erik Pedersen, der er produktionsdirektør i DONG.
Halmaske er ikke en luftig substans, som de fleste måske forestiller sig. Det er flydende, og rensningen af filtret foregår med en slags slamsuger.
Den 61-årige 3F’er arbejdede for firmaet IBKA, som har specialiseret sig i netop den opgave.
- Rensningen foregår kun, mens anlægget alligevel er stoppet. Ved ulykken var der gået længe siden sidste rensning. Derfor havde asken ligget i bunden af filtret og var blevet hård, siger Jens Erik Pedersen.
Samarbejder med Vattenfall
DONG driver de fleste kraftværker herhjemme. Og selskabet har et sikkerhedsmæssigt samarbejde med Vattenfall, som driver de øvrige.
- Hvis vi når frem til en mere sikker måde at rense på, vil Vattenfall gøre det samme. Problemet er, at filtrene er forskellige fra anlæg til anlæg, og at askens beskaffenhed afhænger af, hvad der er blevet brændt af. Så man kan ikke bare finde en ensartet løsning, siger Jens Erik Pedersen.
Ved dødsulykken var asken, ifølge Arbejdstilsynets beskrivelse, som cement. Filtret er delt op i celler og ved tømningen af en celle faldt aske fra en anden celle ned og begravede den 61-årige.
Der kan blive tale om er retsligt efterspil – ikke mod DONG, men mod den afdødes arbejdsgiver, IBKA. Det er Arbejdstilsynets jurister i gang med at overveje på baggrund af egne undersøgelser og en rapport fra politiet, oplyser Palle Graversgaard, der er tilsynschef ved i Kolding.