LO vil sikre praktikpladser til alle
LO melder sig klar til at finde en løsning på problemet med de manglende lærepladser på erhvervsuddannelserne.
LO kan godt forstå frustrationen hos de mange elever på erhvervsuddannelserne, der står uden lærepladser.
På grund af den økonomiske krise står 4.000 elever uden lærepladser og er derfor tvunget til, at droppe ud eller skifte fag. Men det er ikke rimeligt, mener LO.
"Vi må ikke lade de unge i stikken. Når virksomhederne ikke tilbyder de nødvendige praktikpladser, må vi finde andre løsninger. Derfor foreslår LO nu at indføre såkaldte praktikpladscentre, så alle elever sikres en praktikplads," siger LO-sekretær, Ejner K. Holst.
Regeringens målsætning om at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse i 2015 kan ikke opfyldes, hvis eleverne ikke kan færdiggøre deres uddannelse, mener LO, der ellers bakker op om planen.
"Det er helt afgørende, at vi træffer de rigtige beslutninger nu. Sidste gang vi oplevede en recession, gik virksomhederne i sort og lukkede deres praktikpladser. Det resulterede senere i, at vi stod med en gigantisk mangel på uddannelse og faglærte. Den fejl må vi ikke gentage," fastslår Ejner K. Holst