Farligere for unge at gå på arbejde
Unge under 18 rammes oftere af arbejdsulykker end tidligere. Mens antallet af ulykker blandt voksne falder.
Unge under 18 rammes oftere af arbejdsulykker end tidligere. Mens antallet af ulykker blandt voksne falder. (Foto: Kennet Havgaard) Næsten otte procent af alle unge under 18 år kommer til skade på jobbet. I 2006 var tallet knap seks procent. Samtidig er antallet af arbejdsulykker i den samlede arbejdsstyrke faldende.
- Det skyldes muligvis, at krisen får flere til at ansætte unge. Jo flere unge i job, jo flere unge vil også komme til skade, siger Matias Bredde Jensen, central koordinator i LO's jobpatrulje.
Farligt arbejde
En anden grund til de mange arbejdsulykker blandt unge kan være, at de udfører mere risikabelt arbejde end deres voksne kolleger. Det er i hvert fald tilfældet i Canada, viser en canadisk undersøgelse fra 2007.
Johnny Dyreborg, seniorforsker hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, mener, at det er sandsynligt, at det samme kan være tilfældet i Danmark.
- Der er visse lighedspunkter, derfor vil det være interessant at gennemføre samme undersøgelse i Danmark, siger han.
Arbejdsgiverens ansvar
Det er arbejdsgiverne, der er de voksne på jobbet. Derfor har de det største ansvar.
- Arbejdsgiverne skal tage sig sammen. Vi gør, hvad vi kan for at oplyse dem, men de har altså også et ansvar for at sætte sig ind i reglerne, siger Matias Bredde Jensen.
Samtidig bør forældre til unge fritidsjobbere sætte sig bedre ind i børnenes arbejdsvilkår.
- Forældrene kan ikke være sikre på, at børnenes arbejdsgiver kender reglerne. Derfor er det vigtigt, at de snakker med de unge om, hvad de laver på jobbet, råder han.