PFA: Stigning i indbetaling til pension

Rekordlav arbejdsløshed, flere job med pension tilknyttet og overskud i privatøkonomien får mange danskere til at sætte mere ind på firmapensionen. Foreløbige regnskabstal fra PFA Pension viser en vækst på 750 millioner kroner for årets første seks måneder, hvor kundernes indbetalinger løb op i 7,3 milliarder kroner alt i alt.

Adm. direktør i PFA Pension, Henrik Heideby siger i en komentar til opgørelsen, at lysten til at sikre sig en god og aktiv alderdom er uændret, og at mange oplever, at deres ønsker til fremtiden kræver mere opsparing.
- Visheden om at vi lever længere, er også med til at sætte opsparingen på dagsorden. Derfor resulterer næsten hver tredje rådgivningssamtale hos PFA i, at kunden vælger at indbetale mere til sin pension, siger Henrik Heideby.