Arla fyrer 35

35 ud af 70 stillinger forsvinder i København, når Arla flytter flere opgaver ud af landet og tættere på de markeder, hvor Arla vil satse. Det gælder blandt andet Mellemøsten.

”Vores ambition er at fordoble vores omsætning og vokse gennem øgede markedsandele og opkøb, og det kommer til at foregå på otte fokusmarkeder med fem produktkategorier. Nu sætter vi et hold, som kan eksekvere den strategi”, siger koncerndirektør Tim Ørting Jørgensen, Consumer International.

Han beklager, at satsningen, som foruden Mellemøsten også gælder Tyskland, Polen, Rusland, USA, Canada, Spanien og Grækenland, koster ansatte jobbet.

”Vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem videre. Deres indsats har været meget værdifuld,” siger Tim Ørting Jørgensen.