Millionkrav mod fynske gartnerier for lønfusk

Fire fynske gartnerier bliver nu mødt med et krav på en million kroner fra 3F, fordi virksomhederne har betalt 15 bulgarere elevløn og ikke voksenløn.

Fire fynske gartnerier bliver nu mødt med et krav på en million kroner fra 3F. (Foto: Rikke Madsen)Fire fynske gartnerier bliver nu mødt med et krav på en million kroner fra 3F. (Foto: Rikke Madsen)

En regning på en million kroner. Det er fire fynske gartnerier foreløbig blevet præsenteret for samlet set, fordi de har betalt 15 bulgarere elevløn frem for voksenløn. Østarbejderne har fået en løn på 55 kroner i timen, imens de har arbejdet i drivhusene og været på skolebænken hos gartneriernes tætte samarbejdspartner, erhvervsskolen Dalum UddannelsesCenter.

Det er rå udnyttelse af billig arbejdskraft, mener 3F, som har stillet kravet på vegne af dets medlemmer i sagerne.

- Vi forventer at vinde sagerne. For bulgarerne har reelt lavet almindeligt ufaglært arbejde og er ikke blevet oplært som egentlige elever på en uddannelse. Det misbrug skal stoppes, for ellers vil gartnerierne alene ansætte såkaldte elever, og det vil undergrave hele branchen, siger Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F GOPS, til Nyhedsbrevet 3F.

Et gartneri har efterbetalt

3F-afdelingen i Odense har ligeledes sendt et fremadrettet krav om efterbetaling af løn, feriepenge og arbejdsmarkedspension til de bulgarske medlemmer, som stadig arbejder på de fire fynske gartnerier.

Gartneriet Larsen & Roll har også haft bulgarske elever ansat via samarbejdet med Dalum UddannelsesCenter. Som det eneste af de fem fynske gartnerier i netværket, har virksomheden frivilligt valgt at betale 231.000 kroner ekstra til fire af dets såkaldte elever fra Bulgarien. Dermed har østeuropæerne fået deres retmæssige løn for det ufaglærte arbejde, de har udført på gartneriet i det nordlige Odense.

Men Gartneri Larsen & Roll nægter dog at betale voksenløn til de fire bulgarere for den tid i efteråret, hvor de havde teori på Dalum UddannelsesCenter. 3F kræver nu 93.000 kroner til de bulgarske medlemmer for deres tid på erhvervsskolen.

Østeuropæere skal lukke hul i kassen

Nyhedsbrevet 3F afslørede i oktober, at flere fynske gartnerier udnyttede fup-elever som billig arbejdskraft. 20 østeuropæerne begyndte sidste år på uddannelsen som såkaldt væksthusgartnerassistent på fem fynske gartnerier samt erhvervsskolen Dalum UddannelsesCenter.

Men mange af østarbejderne har ikke fået en regulær uddannelse i praktiktiden i drivhusene - de har bare arbejdet på lige fod med de andre ansatte. Til det halve i løn.

Dalum UddannelsesCenter er den første erhvervsskole i landet, som kreativt har brugt den toårige uddannelse som væksthusgartnerassistent - der faktisk er beregnet på bogligt svage danske elever - til at få østarbejdere ind på erhvervsskolen. Dalum UddannelsesCenter, der havde et underskud på 2,6 millioner kroner i 2006, har fået statsstøtte for hver af østarbejderne på uddannelsen.

Blot én dansk elev på den fynske erhvervsskole har taget uddannelsen som væksthusgartnerassistent i perioden fra 2004 til og med 2006.

Gartneri: Angreb på branchen

Hos Hawaii Gartneriet i Broby syd for Odense afviser ejerne, at de har gjort noget forkert.

- Vi gør, hvad der er rigtigt og lige efter bogen. Vi kører efter gældende overenskomst, indtil andet er bevist. Vi føler det her som et angreb på gartnerierhvervet, siger Stefan Lund, ejer af Hawaii Gartneriet, til Nyhedsbrevet 3F.

På tre andre fynske gartnerier, som samarbejder med Dalum UddannelsesCenter om uddannelsen af østarbejderne, har man ingen kommentarer til sagen.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Du må prøve et andet sted, siger Jens Ingemann Pedersen, direktør hos Gartneriet Tvillingegaarden, til Nyhedsbrevet 3F.

Ejeren af Gartneriet Møllerhøj, Thomas Kjær Larsen, ønsker ikke at udtale sig til Nyhedsbrevet 3F. Og hos Gartneriet Gammelgaard er direktøren bortrejst, og det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra virksomheden.