Politikere vil stoppe sprit-chauffører
S, V og DF kræver tjek på fulde chauffører på fremmede plader. Politiet afviser problemet, men i år er 18 udenlandske chauffører taget for spritkørsel.
Udenlandske lastbiler og deres chauffører med sprit i blodet gør landeveje og motorveje usikre. I 2009 er mindst 18 udenlandske lastbilchauffører anholdt for spritkørsel. Men ingen ved, om der er flere. Rigspolitiet registrer ikke nationalitet på anmeldelser af fulde chauffører. Og politiet mener ikke, der er et problem.
Det er Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Venstre ikke sikre på. Og nu bliver justitsminister Brian Mikkelsen (K) draget ind i sagen. Det sker blandt andet med spørgsmål fra DF's trafikordfører Kim Christiansen. Han vil have præcise tal på bordet.
- Jeg har stor tillid til danske chaufførers selvjustits. Og det er stærkt beklageligt, hvis fulde chauffører fra udlandet er overrepræsenteret, siger han.
S: Politiets melding er arrogant
Ifølge Politiinspektør Helge Holbek er det for dyrt at registrere sprit-chauffører på nationalitet og køretøj. Den melding forstår Socialdemokraterne ikke:
- Det går jo ud over de hårdtarbejdende og reelle danske chaufførers image, at der er brodne kar blandt de udenlandske. Jeg er dybt uforstående over for den arrogance, politiet ser på sagen med, siger trafikordfører Magnus Heunicke (S).
Væk med myter og mistanker
Også Venstres ordfører for sikker færdsel, Karsten Nonbo, vil have bedre registrering.
- Jeg vil gerne have en årsagsstatistik. Det er skidt, at vi skal famle og gætte, siger han.
En kommission er allerede nedsat. Fokus er, ifølge Karsten Nonbo, bedre statistik:
- Der findes allerede registreringer af overtrædelser af færdselsloven sted. Med bedre viden kunne man komme ud over myter og mistanker. Og øge færdselssikkerheden, siger han.
Dokumentation: 18 udenlandske spritchauffører i 2009
Dokumentation: 18 udenlandske spritchauffører i 2009