Se om du har brug for en rejseforsikring
Klumme:
Danskernes ferie går til mere og mere eksotiske steder, hvor en rejseforsikring er en nødvendighed, men også til ferier i Europa kan du have brug for en rejseforsikring, hvis du vil sikre dig hjemtransport ved sygdom.
Det er en god idé at have styr på, om man er godt forsikret, inden man tager af sted på ferie. Hvis uheldet sker, kan det nemlig blive en dyr fornøjelse. (Foto: Colourbox) Siden 2008 er dækningen af det gule sygesikringskort blevet indskrænket, og du må derfor ty til private rejseforsikringer, hvis du vil være sikret sygehjælp og hjemtransport. Det er derfor vigtigt, at tage forsikringen med, når du vælger rejsemål.
Sådan dækker det offentlige
Tommelfingerreglen er, at det gule sygesikringskort dækker hospitals- og lægebehandling inden for EU, Færøerne, Grønland, Schweiz og Norge.
Rejser du i disse lande, bør du dog stadig selv sørge for en forsikring, der dækker hjemtransport. Skal du for eksempel hjem med et ambulancefly, bliver det en meget dyr regning, som kan følge dig i mange år fremover.
Herudover bør du også overveje en forsikring, der dækker sygeledelse/tilkaldelse, så du har én ved din side, hvis du skulle blive syg. Og endelig bør du også overveje en forsikring ved hjemkaldelse, der dækker, hvis du bliver kaldt hjem på grund af alvorlig sygdom i den nærmeste familie.
Ingen offentlig dækning uden for EU
Rejser du uden for EU og de fire ovennævnte lande, skal du også have en forsikring, der dækker hospitals- og lægebehandling. Mange af danskernes foretrukne rejsemål som Tyrkiet, Egypten, Thailand og Tunesien er ikke medlem af EU og er dermed ikke dækket.
Kommer du til skade i for eksempel Egypten, og har du glemt at tegne en forsikring, er du altså på egen hånd, og du skal selv betale regningen. Det er en unødvendig risiko at tage, da du jo ikke altid er herre over helbredet, og en billig ferie kan hurtigt blive en dyr fornøjelse.
På Forsikring og Pensions hjemmeside kan du få overblik over, hvordan du er dækket i alle verdens lande. Tjek dit rejsemål inden du drager af sted, og inden du køber en forsikring. Læs også mere om, hvordan du er dækket af din 3F-ulykkesforsikring her.