Landmænd skal betale elevtilskud tilbage

Refusion af løn til udenlandske elever på jysk landbrugsskole er blevet udbetalt på forkert grundlag til landmænd, mener Arbejdsgivernes Elevrefusion efter kontrol af uddannelsespapirer.

Udenlandske elever på Borris Landbrugsskole har udløst lønrefusion på forkert grundlag, mener Arbejdsgivernes Elevrefusion.Udenlandske elever på Borris Landbrugsskole har udløst lønrefusion på forkert grundlag, mener Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Landmænd har på forkert grundlag fået udbetalt tilskud til udenlandske elever. Det drejer sig om elever på den nu lukkede Borris Landbrugsskole.

- Der vil blive stillet krav om tilbagebetaling. Jeg ved endnu ikke, hvor mange penge det drejer sig om, siger Ole Bonde Larsen. Han er formand for Arbejdsgivernes Elevrefusion, der har udbetalt pengene.

Forkert tilskud for 30 ud af 33 elever

AER-ordningen sikrer, at landets arbejdsgivere kan få refunderet lønudgifter til deres elever, når eleverne går på skole.

Fagbladet 3F har tidligere afsløret et listigt samarbejde mellem landmænd og Borris Landbrugsskole. Og at AER måtte af med over en million offentlige kroner for hvert uddannelsesbevis til udenlandske landbrugselever i årene 2006 til 2008. Efter afsløringen besluttede AER's bestyrelse at lave en undersøgelse af et samlet tilskud på omkring 70 millioner kroner til landmænd med udenlandske elever.

I den forbindelse er der blevet foretaget en stikprøvekontrol. Kontrollen viser, at uddannelsesaftalerne var i orden for elever på fem ud af seks landbrugsskoler - på nær for to elever. Til gengæld var der fejl i papirer for elever på Borris Landbrugsskole, som havde såkaldt udlagt undervisning fra Agroskolen ved Herning.

- 30 ud af 33 havde ikke opholds- og arbejdsgrundlag i orden fra begyndelsen. Hvis der ikke foreligger en opholds- og arbejdstilladelse, når man laver en uddannelsesaftale, så kan man ikke lave en gyldig uddannelsesaftale. Og hvis der ikke er en gyldig uddannelsesaftale, kan vi ikke betale refusion, siger Ole Bonde Larsen, formand for AER's bestyrelse.

250 aftaler skal granskes

Formanden fortæller, at der på baggrund af fejl i papirer fra Borris Landbrugsskole nu skal gennemgås yderligere omkring 250 uddannelsesaftaler for udenlandske elever.

Samtidig gør han opmærksom på, at loven er lavet om, så lignende problemer ikke skulle kunne opstå i fremtiden.