Lukket landbrugsskole undgår ikke millionkrav

Selvom Borris Landbrugsskole lukker, slipper skolens samarbejdspartner ikke for at betale en stor del af et ukendt millionbeløb tilbage til udenlandske elever.

Selv om Borris Landbrugsskole lukker, slipper skolens samarbejdspartner ikke for en millionregning. (Foto: Anders Bach.)Selv om Borris Landbrugsskole lukker, slipper skolens samarbejdspartner ikke for en millionregning. (Foto: Anders Bach.)

En stor stak ubetalte regninger. Det er, hvad Agroskolen ved Herning står tilbage med, nu hvor landbrugsskolens samarbejdspartner Borris Landbrugsskole lukker.

For Agroskolen - der har haft såkaldt udlagt undervisning på den omstridte skole i Borris - skal refundere pengene til de udenlandske elever, som har betalt overpris til Borris Landbrugsskole for forskellige ydelser.

- Den skole, som har Undervisningsministeriets godkendelse, har ansvaret for, at alle regler i forbindelse med optagelse og undervisning af elever overholdes. Dette gælder også regler om elevernes økonomiske vilkår, siger Jørgen Torsbjerg Møller, kontorchef i Undervisningsministeriet, til Nyhedsbrevet 3F.

Snød elever for millionbeløb

Nyhedsbrevet 3F har i de seneste halvandet år afsløret, at Borris Landbrugsskole har brudt adskillige regler. Afsløringerne har fået Undervisningsministeriet til at undersøge undervisningen og forholdene for de hundredvis af udlændingene, som har gået på skolen i de seneste år.

Ifølge en opgørelse fra Borris Landbrugsskole til ministeriet har skolen opkrævet i alt 1.050.900 kroner for meget alene i kost og logi fra elever i perioden fra januar 2007 til 14. maj 2009. Af dette beløb havde skolen lige før sommerferien - ifølge dens egen opgørelse - blot betalt i alt 255.398 kroner tilbage.

Ministerium kræver redegørelse

Undervisningsministeriet afviste dog opgørelsen fra Borris Landbrugsskole, som var uden dokumentation.
Ministeriet krævede i stedet en ny revisorpåtegnet opgørelse fra Agroskolen over tilbagebetalingerne til de snydte elever fra Borris Landbrugsskole. Redegørelsen skulle være afleveret senest 1. september, men ministeriet har endnu ikke modtaget den, oplyser kontorchef Jørgen Torsbjerg Møller.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ledelsen på Agroskolen.