Ledige har ret til at holde ferie
Er du ledig, kan du have mulighed for at holde ferie med feriepenge eller feriedagpenge. Men du kan ikke både få feriepenge og dagpenge. Udbetaling af feriepenge indberettes nu løbende til a-kasserne.
Selv om du er ledig, har du ret til at holde ferie. Måske kan du få feriepenge eller feriedagpenge. (Foto: Colourbox) Som ledig har du ret til at holde ferie.
Hvis du har optjent ret til det, har du som ledig - eller beskæftiget - mulighed for at holde ferie med feriedagpenge eller feriepenge.
Feriepenge er dem, du har optjent ved en arbejdsgiver.
Hvis du har feriepenge til gode, kan du søge om at få dem udbetalt fra 1. maj og et år frem. Hvis du har feriepenge til gode, har du sandsynligvis fået et brev fra FerieKonto.
Ingen dobbelt-forsørgelse
Men hvis du er ledig og holder ferie med feriepenge, må du ikke samtidig modtage dagpenge.
- Pointen er, at man ikke må få dobbelt forsørgelse. Derfor skal man oplyse til a-kassen, at man holder ferie, når man er ledig, siger jurist i a-kassen Claus Jørgensen.
- Fra og med i år får a-kasserne automatisk besked fra FerieKonto, hver gang et medlem hæver sine feriepenge. Derfor kan a-kassen se, om der er udbetalt feriepenge og dagpenge i samme periode, siger han.
Hvis du vil vide mere om feriepenge, kan du se på ATP's hjemmeside eller borger.dk.
Feriedagpenge
Hvis du i 2011 har været ledig med dagpenge, eller syg og modtaget sygedagpenge uden at optjene ret til feriepenge, har du optjent ret til at få udbetalt feriedagpenge i ferieåret 2012/13. Det kræver, at du er berettiget til dagpenge, når ferien holdes.
A-kassen sender hvert år i april en meddelelse om optjening af antal dage med feriedagpenge ud til alle medlemmer, der har optjent ret til feriedagpenge.
Du søger om feriedagpenge via din a-kasse. Du kan læse mere om feriedagpenge på borger.dk eller på 3fa.dk.