Praktiktilskud rammer forbi
Den nye praktikpladspræmie hjælper ikke de 5.389 unge, der her og nu mangler en praktikplads, viser rundringning til en række virksomheder.
Den nye praktikpladspræmie hjælper ikke de 5.389 unge, der her og nu mangler en praktikplads, viser rundringning til en række virksomheder. (Arkivfoto. Harry Nielsen) For at rette op på den stærkt stigende mangel på praktikpladser indføres der en ny praktikpladspræmie til arbejdsgivere, der opretter nye praktikpladser. Men en rundringning til 10 små, mellemstore og store tilfældigt udvalgte virksomheder giver et billede af, at præmien ikke lokker arbejdsgiverne.
Murer Brian Andersen, København, har et enmandsfirma og har gået med tanken om en lærling.
- Så kom krisen, og så blev det svært. Men jeg er ligeglad med en praktikpladspræmie. Hvis jeg beslutter mig for en lærling, er det fordi, jeg gerne vil have en, og ikke for at få tilskud, siger Brian Andersen.
Dem vi har plads til
På Micro Matic A/S i Odense siger fabriksdirektør Jan Ditlevsen:
- Vi tager ikke yderligere elever ind på grund af praktikpladspræmien. Vi ønsker at have lærlinge og er glade for dem. Vi har fem lærlinge ud af 100 ansatte. Det er dem, vi har plads til nu, siger han.
Praktikpladspræmien giver et tilskud på samlet op til 16.000 kroner pr. praktikaftale. Arbejdsgiveren får 2.000 kroner om måneden, hvis eleven fastholdes i prøvetidens tre måneder og 10.000 kroner, hvis eleven derefter fastansættes.
Transportfirmaet TG Transport i Rønde har lige udlært en lærling.
- Men jeg venter på bedre tider, før vi ansætter lærling igen. Men vi tager lærlinge - tilskud eller ej. Det ansvar vil vi godt tage. Men bliver der rigtig gode tider, kunne jeg overveje en ekstra lærling med tilskud, siger chef for firmaet Troels Gru.
Brug pengene anderledes
Grundfoss i Bjerringbro er en af sværvægterne med cirka 200 lærlinge.
- Vi ansætter ikke flere lærlinge på grund af praktikpladspræmien. Det er godt at støtte flere praktikpladser, men jeg tror, man skulle have brugt pengene til opsøgende arbejde. For blandt andet at få klarlagt, hvad det er, der forhindrer virksomheder i at tage lærlinge, siger afdelingsleder Finn Brøndum.
I 3F håber forbundssekretær Per Christensen, at praktikpladspræmien på længere sigt vil skaffe flere praktikpladser
- Men det er klokkeklart, at der er brug for, at politikerne gør noget mere her og nu. En udvidelse af skolepraktikken er nødvendig for at redde de tusinder af unge, der forgæves søger praktikplads hos arbejdsgiverne, siger Per Christensen.