Baltic Workforce kaster sig over byggebranchen
Løndumping:
Fra landbrug til mursten. Baltic Workforce satser nu på at blive store i byggebranchen.
Danbyggeri opfører et nyt hus her på Mosebakken i København NV. Håndværkerne bor ulovligt på byggepladsen. (Foto: Ricky Molloy) Baltic Workforce har indtil nu været kendt for at levere billige litauiske vikarer til landbrug, gartnerier og juletræsplantager.
Men nu kaster virksomheden sig også over byggebranchen.
En ny fidus forener flere selskaber, der alle er ejet og styret af folkene omkring Baltic Workforce.
Planbyg opkøber billige huse, for eksempel på tvangsauktion. Herefter står Danbyggeri for byggearbejdet. Det sker med medarbejdere fra Baltic Workforce.
Fortjenesten er omfattende. Planbyg har eksempelvis købt et hus på Bristol Allé på Amager for 2,0 millioner kroner. Huset blev revet ned, og grunden blev delt op i to. Efterfølgende er de to nye huse solgt til en samlet pris på 8,8 millioner kroner.
Hastigt voksende
Stifteren af Baltic Workforce, Simon From, er officielt ikke længere en del af Baltic Workforce. Men han har tidligere afsløret, at der er store planer med byggefirmaet. Det skete, da han gik på jagt efter en ny direktør til Danbyggeri. Simon From beskrev firmaet på følgende måde i jobopslaget:
”Et hastigt voksende byggeselskab med 25 ansatte.” og videre ”Vi forventer om 2 år at være flere gange større”.
Arbejdsgiverne i Dansk Byggeri ønsker ikke at kommentere, at Baltic Workforce nu forsøger at udvide i byggebranchen. Men tidligere har organisationen advaret kraftigt mod Baltic Workforce, der tilbyder arbejdskraft til 90 kroner i timen.
- Vi kan kun advare mod at gøre brug af den slags tilsyneladende favorable tilbud, siger afdelingschef Thorsten Wilstrup.
Ejet fra Cypern
Fagbladet 3F har talt med to litauiske håndværkere, der arbejder for Danbyggeri. Selvom der står Danbyggeri på arbejdstøjet, bekræfter de, at de er ansat i Baltic Workforce.
Både Danbyggeri og Planbyg er ejet af et moderselskab på Cypern.
Administrerende direktør i Danbyggeri, Planbyg og Baltic Workforce, Jeppe Ernst Larsen, ønsker ikke at udtale sig om forholdene i selskaberne.