Gør campingvognen ferieklar
Inden du og familien drager af sted på ferie med campingvognen, er der en række ting, du skal sikre, så hele familien kommer sikkert frem.
Hvis du vil ud og køre hurtigt på de tyske motorveje, så husk at få campingvognen Tempo 100-godkendt inden afgang. Så må du nemlig køre 100 km/t frem for 80 km/t. (Foto: Colourbox) Det gælder om, at ferien bliver super hele vejen igennem. Og for at den skal blive det, skal du gennemgå de vigtigste ting ved campingvognen. Både ude og inde.
For det vil være så dumt, hvis bremserne pludselig ikke dur, og du er på vej op ad en bjergvej.
- Det betyder selvfølgelig noget, i hvor god stand din campingvogn var sidste år. Men tjek under alle omstændigheder bremser, og om dækkene er ved at gå til af ælde. Hvis dækkene er mere end 5-6 år gamle, skal de skiftes, siger Jørgen Jørgensen, som er leder af Teknisk Rådgivning hos FMD.
Tjek også, om dækkene har det korrekte dæktryk, og kør en tur, så du fornemmer, om bremserne er i orden. Sørg i det hele taget for at få tjekket bremserne regelmæssigt.
Få tjekket gasslangerne
Giv campingvognen en god hovedrengøring, så den er behagelig at være i. Det gør det også lettere at kontrollere, om tingene er i orden. Om lysene fungerer både ude og ind. Måske skal du have ladet batteriet op.
Få gasanlægget til kogepladerne trykprøvet, så du er sikker på, at slangerne ikke er blevet møre og gamle. Hvis gasslangerne er møre kan gassen sive ud - og det kan udvikle sig til en farlig situation.
- Så er der gas, og så er der ild, og så er det slut med den ferie, siger Jørgen Jørgensen.
Pak campingvognen rigtigt
Nu er du efterhånden klar til at køre. Men først skal du selvfølgelig have pakket campingvognen. Og her gælder det om at have styr på vægten og kugletrykket. Det er altafgørende for, hvor stabilt og sikkert bil og campingvogn kører.
Hos FDM kan du læse nærmere om vægtfordeling og om, hvordan du finder kugletrykket. Læs mere her.