Tropiske reddere fik royalt besøg

Prins Henrik har besøgt 3F's og Falck's fælles hjælpeprogram på den største brandstation i Nicaraguas hovedstad Manugua.

Prinsens besøg var en oplevelse som den danske redder Frank Thisgaard har sikret sig billeder fra. Prins Henrik tog en afstikker til Nicaragua i forbindelse med kongeparrets besøg i Mexico.Prinsens besøg var en oplevelse som den danske redder Frank Thisgaard har sikret sig billeder fra. Prins Henrik tog en afstikker til Nicaragua i forbindelse med kongeparrets besøg i Mexico.

Mon ikke selv en fransk prins af Danmark kan føle sig hjemme blandt Falck-udstyr og brandbiler med 3F's logo?

I hvert fald havde Prins Henrik mulighed for at se nærmere på dansk hjælp til redderne i Nicaragua, da han i starten af marts fik mulighed for at se hovedbrandstationen i Nicaraguas hovedstad Managua.

Her holder nypudsede danske brandbiler, ambulancer og slangevogne fra Falck klar til udrykning foran udtjente vrag af sovjetisk brandmateriel fra forrige århundrede.

Samtidig med prinsens besøg i Nicaragua var to danske reddere på udveksling hos deres tropiske kolleger.

- Formålet med besøget var det samme for alle. Et indblik i, at der er en anden virkelighed end de ordnede forhold i et dansk redningskorps, og et indblik i et mindre men effektivt dansk solidaritetsprojekt, siger Søren Andersen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe og en af ankermændene bag 3F's og Falck's fælles projekt i Nicaragua.

Hjælp hver eneste time

Udover at styrke Nicaraguas brandvæsen skal pengene bruges til at udveksle erfaringer og reddere mellem de to lande. Igennem de seneste fire år har 12 reddere fra Nicaragua været i Danmark, og 40 danske reddere har været på udveksling i Managua.

Hertil kommer forskellige donationer fra 3F og Falck. Blandt andet ni køretøjer, tre sæt komplet dykkerudstyr, hjertestartere og andet brugbart udstyr.

- Det er et meget konkret projekt, hvor vi kan se, at vi gør en forskel. Brandvæsenet i Nicaragua er 100 procent afhængig af donationer udefra, når det gælder materiel. Og senere i år er det planen at der skal sendes yderligere otte ambulancer til Nicaragua som led i projektet, siger Søren Andersen, og tilføjer, at 3F og Falck vil følge op med mere udstyr og yderligere udveksling af reddere i de kommende år.

De ti øre, der tilgår projektet fra hver redders arbejdstime i Danmark, udløser cirka 750.000 kroner om året at gøre godt med oven i donationerne af materiel fra Falck.