Kommune vil sende ledige i farligt asbest-job

De ledige kan ikke sige nej til det potentielt sundhedsfarlige arbejde - så mister de retten til kontanthjælp.

Glostrup Kommune har flere gange betegnet projektet, hvor ledige skal rive to daginstitutioner med asbest ned, som en "solstrålehistorie". (Foto: Colourbox)Glostrup Kommune har flere gange betegnet projektet, hvor ledige skal rive to daginstitutioner med asbest ned, som en "solstrålehistorie". (Foto: Colourbox)

I et forsøg på at spare penge har Glostrup Kommune besluttet at lade 20 kontanthjælpsmodtagere stå for nedrivningen af to udtjente daginstitutioner, vel vidende at de er fyldt med farlige materialer som asbest og pcb, skriver Politiken onsdag.

Beslutningen udløser voldsom kritik fra fagforeninger, arbejdsgivere og eksperter. Asbestose, kræft og åndedrætsbesvær er nogle af de risici, der er forbundet med asbestarbejde, oplyser Arbejdstilsynet.

Men alligevel kan de 20 kontanthjælpsmodtagere ikke nægte at udføre det farlige arbejde - medmindre de vil miste retten til kontanthjælp.

På baggrund af Politikens henvendelser besluttede kommunen tirsdag at sætte aktiveringsprojektet i bero - et projekt, som kommunen ellers flere gange har betegnet som en "solstrålehistorie".

Men den beslutning frikender ikke kommunen, lyder meldingen fra 3F, der kritiserer hele idéen:

- Kommunen bryder klart loven. Det er ren og skær kassetænkning, at kommunen sætter kontanthjælpsmodtagere til med livet som indsats at udføre ekstremt farligt arbejde, siger næstformand i 3F Johnny Skovengaard til Politiken.

Og Dansk Byggeri bakker op:

- Det er en fuldstændig horribel måde at gribe opgaven an på. Nedrivning af udtjente bygninger er et stykke professionelt arbejde, der kræver, at man ved, hvad man har med at gøre, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius til Politiken.

I løbet af tirsdag eftermiddag besluttede kommunaldirektøren sig så for at slå i bakgear.

- På baggrund af de vurderinger og de oplysninger, der er fremkommet, har vi besluttet at sætte projektet i bero, indtil vi har en fuldstændig afklaring af de juridiske og sundhedsmæssige spørgsmål, der er rejst, siger kommunaldirektør Morten Winge til Politiken.

Blandt de nye oplysninger er en kritik fra lektor i socialret ved Aalborg Universitet Nina von Hielmcrone.

Hun mener, at projektet er i strid med loven om en "aktiv beskæftigelsesindsats" - blandt andet fordi nedrivningen oprindelig skulle have været udført af en privat aktør:

- Aktivering må ikke være konkurrenceforvridende. Ydelsen findes allerede på markedet. Det betyder, at kommunen gør noget, den ikke må, siger Nina von Hielmcrone til Politiken.

Oprindelig ville kommunen bruge 1,5 millioner kroner på arbejdet, men med udsigten til billig arbejdskraft blev der sparet 750.000 på budgettet.

/ritzau/