Erhvervsbyggeriet styrtdykker
Nybyggeriet er på bundniveau, ledigheden er høj - og der er ikke tegn på noget opsving for byggebranchen lige om hjørnet, siger AE.
De nærmeste udsigter for byggeriet er dystre, siger AE. Erhvervsbyggeriet styrtdykker . (Foto: Harry Nielsen) Der er ikke meget, der tegner til bedring i beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen, lyder det deprimerende fra AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd).
- Når vi kigger frem, kan vi ikke få øje på, at bygge- og anlægssektoren er på vej ind i en ny højkonjunktur. Der tegner sig en udvikling, der er meget behersket, og en egentlig vending kommer tidligst i 2012, siger Frederik I. Pedersen, chefanalytiker i AE til Nyhedsbrevet 3F.
Den aktuelle anledning er nye tal for byggesektoren. Således er det påbegyndte nybyggeri i tredje kvartal i år faldet igen og ligger nu på et niveau, der ikke er set lavere siden 1994.
Genopretningspakke forværrer tingene
Ikke mindst erhvervsbyggeriet styrtdykker og er lavere end på noget tidspunkt i den tid, Danmarks Statistik har udarbejdet tallene. Derimod er boligbyggeriet steget en smule de seneste kvartaler.
Også de øvrige pejlemærker peger generelt på en underdrejet bygge- og anlægssektor. Det handler om mangel på efterspørgsel og lave ordrebeholdninger hos landets bygge- og anlægsvirksomheder, et fortsat stort antal konkurser i branchen, besparelser og fyringer i det offentlige, stigende rente og en for årstiden høj ledighed.
- Endelig så betyder regeringens genopretningspakke, at der kommer et egentlig fald i de offentlige investeringer i både 2011 og 2012. Det vil i hvert fald heller ikke hjælpe byggebranchen, siger chefanalytikeren.
Penge til renovering i almene boligselskaber
Et af de få lyspunkter for byggeriets beskæftigelse er ifølge Frederik I. Pedersen, at Landsbyggefonden får tilført flere penge i forbindelse med regeringens ghettoplan. Landsbyggefonden har fået lov til at bruge fem milliarder kroner ekstra til renovering af den almene boligmasse. Det er i øvrigt lejerne selv, der betaler pengene. Staten lægger blot ud.
Arbejdsløsheden i byggeriet er faldet en smule efter sommerferien men ligger fortsat på et højt niveau. Ifølge AE var bruttoledigheden i september for de faglærte i byggeriet på hele 13,2 procent og i øvrigt en smule højere for Byggegruppen i 3F.