Lille fald i ledigheden
Ledighed faldt med 200 personer i januar. 3F tror ikke, ledigheden har toppet endnu.
Ledighed faldt med 200 personer i januar. (Arkivfoto) Siden ledighedstallene begyndte deres himmelflugt for cirka halvandet års tid siden, ser det ud til, at stigningen i ledigheden nu for anden gang tager en time-out.
I januar er den registrerede ledighed faldet med 200 personer. Dermed er ledighedsprocenten uændret på 4,2 procent - svarende til 118.000 personer, fuldtid.
- Det er naturligvis meget glædeligt. For os i 3F er det ikke overraskende, fordi vores egne ledighedstal, der er næsten en måned nyere, har vist præcist samme tendens. Men jeg forventer ikke, at ledigheden er toppet og vil falde fra nu af, siger 3F's cheføkonom Anita Vium.
Balancerer på en knivsæg
For godt et halvt år siden, i sommeren 2009, var ledigheden uændret over tre måneder. Derefter steg ledigheden kraftigt igen i efteråret.
- Det er formentlig det samme, vi ser igen, selv om vi selvfølgelig kan håbe, at udviklingen er vendt. Men jeg tror, at vi balancerer på en knivsæg, hvor det kan gå begge veje. Jeg er stadig super bekymret. Nu har regeringen meldt en stor spareplan ud for næste år, som risikerer at spolere et spirende opsving. I givet fald er det jo at skyde sig selv i foden, mener hun.
Tallene, der er fra Danmarks Statistik, viser også, at siden oktober er ledigheden steget med 2.300 personer. Mænd og kvinder er blevet lige meget ramt af de seneste stigninger, ældre mere end yngre. De seneste måneders stigninger er især gået ud over København og Fyn.