Ansatte bliver snydt for lønforhandling

Er man dækket af en overenskomst, har man også krav på en årlig lønforhandling. Men op mod en tredjedel af HKs medlemmer får blot et løndiktat per brev fra chefen.

Til gengæld hjælper det stærkt på lønnen, hvis man har en tillidsrepræsentant til at forhandle for sig, viser en ny undersøgelse foretaget af Oxford Research for HK.
Undersøgelsen er foretaget blandt 3.359 HK-medlemmer. Af dem, der har overenskomst, oplyser 28,5 procent, at der på deres arbejdsplads ikke er tale om egentlige forhandlinger - ledelsen meddeler blot, hvad lønnen bliver.
- Nogle arbejdsgivere har den opfattelse, at det er nok at sende et brev ud med et løndiktat til medarbejderne. Det er ikke tilfældet. Et brev er ikke en forhandling. Medarbejderne har i henhold til deres overenskomst ret til at få en uddybning og en forklaring, siger faglig chef i HK/Privat, Carlo Søndergaard.
Derudover viser undersøgelsen, at der er en klar sammenhæng mellem hvor højt lønniveauet ligger, og om der findes en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen.
På de arbejdspladser, hvor lønnen forhandles af en tillidsrepræsentant, tjener 30 procent af HK-medlemmerne over 30.000 kroner om måneden. Det gør sig kun gældende for 8 procent af dem, der ikke har en tillidsrepræsentant til at repræsentere sig ved lønforhandlingerne.
- Det understreger, at man ikke skal gøre lønforhandlinger til sit eget projekt. Når tillidsrepræsentanten er med i processen bliver der skabt større åbenhed og sammenhold om lønforhandlingerne - og det kommer helt tydeligt medarbejderne til gode, siger Carlo Søndergaard.