“Social våbenhvile” hjælper ofre for jordskælv

Perus fagbevægelse udskyder masseprotester mod regeringen på grund af jordskælv og yder nødhjælp i stedet,

Fagbevægelsen gjorde en stor indsats da orkanen Mitch ramte Mellemamerika. Nu er det Perus fattige, der lider efter jordskælvet.Fagbevægelsen gjorde en stor indsats da orkanen Mitch ramte Mellemamerika. Nu er det Perus fattige, der lider efter jordskælvet.

Perus faglige landsorganisation, CGTP, deltager aktivt i hjælpearbejdet efter det voldsomme jordskælv der ramte landet den 15. august.

Jordskælvet nåede styrke otte på richterskalaen og har efterladt mere end 500 dræbte og 1000 sårede i ruinerne, specielt i byerne Pisco, Chinca og Ica, syd for hovedstaden Lima. Det anslås at mere end 34.000 boliger er ødelagt.

En krig på ord er siden brudt ud mellem fagbevægelsen og præsident Alan García.

Præsidenten beskylder fagbevægelsen for ikke at ville samarbejde om hjælpearbejdet, mens Mario Huaman, formand for CGPT, bebrejder præsidenten at han synes mere interesseret i at posere foran kameraerne end at sikre en effektiv nødhjælp.

Protester ændret til nødhjælp

Fagbevægelsen havde indkaldt til et landsmøde den 25. august for at drøfte masseprotester mod regerings nyliberale politik. Der er stor utilfredshed med privatiseringer, lave lønninger og undertrykkelse af demonstrations- og organisationsfriheden.

Mødet er nu aflyst og erstattet af et formandsmøde for at drøfte koordinering af hjælpearbejdet med jordskælvsofrene. Medlemsorganisationerne opfordres til at give et beløb pr medlem. Desuden opfordres medlemmerne til at give blod.

CGPT har indsamlet 28 ton fødevarer til de nødstedte og sendt brigader af byggearbejdere for at medvirke til at rydde op og grave lig ud af ruinerne.

Regering går til højre

Der var ellers lagt op til fortsatte demonstrationer og strejker, som er taget til i styrke gennem de seneste måneder. Alan Garcías regering har været ved magten et år og efterhånden står det klart at den styrer efter at alliere sig med højrefløjen.

Senest var fagbevægelsen på gaden til en national protestdag den 11. juli for at kræve løsninger på problemerne med lønnen og organisationsfrihed samt protestere mod frihandelsaftalen med USA.

Lærerne har været meget aktive i protesterne mod at regeringen ikke viser vilje til at forhandle forbedringer af lønnen. Deres demonstrationer er blevet mødt med vold og flere ledere arresteret. To minearbejdere blev dræbt under politiets forsøg på at stoppe en minearbejderstrejke for nylig.