Pensionsresultat præget af finansuro

2007 var turbulent for børshajer og aktier. 3F'ernes største pensionsselskab, PensionDanmark, melder om et afkast på 2,6 procent på medlemmernes investerede penge. Det vurderes som “tilfredsstillende".

PensionDanmarks afkast af medlemmernes pensionsopsparing landede i 2007 på 2,6 procent før skat, hvilket er markant mindre end i de foregående år. (Arkivfoto.)PensionDanmarks afkast af medlemmernes pensionsopsparing landede i 2007 på 2,6 procent før skat, hvilket er markant mindre end i de foregående år. (Arkivfoto.)

Først gik kurserne op. Så faldt de ned igen. Sådan kan man groft sagt beskrive udviklingen på børserne i 2007, der blev et år med uro på finansmarkederne verden over.

Uroen fremgår også, når man studerer resultaterne hos landets pensionsselskaber. Således også hos 3F'ernes største pensionsselskab PensionDanmark.

Her blev afkastet af medlemmernes investerede pensionsopsparing på 2,6 procent før skat i 2007. Og det er markant mindre end i de foregående år, hvor der var optur for især aktier.

Administrerende direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen kalder resultatet for "tilfredsstillende". Han oplyser at PensionDanmarks afkast på 2,6 procent ligger 0,9 procentpoint højere end sammenlignelige resultater i branchen.

På trods af finansuroen er det især investeringerne i aktier, der har bidraget positivt til PensionDanmarks resultat sidste år.

Selskabets investeringer i børsnoterede aktier gav et afkast på 5,4 procent. Investeringer i unoterede aktier nåede op på 19,4 procent. Til sammenligning gav investeringerne i obligationer 1,3 procent.

PensionDanmark investerer desuden medlemmernes pensionskroner i ejendomme, og det gav sidste år en gevinst på 11 procent.

Blodig start på 2008

Samlet set nåede PensionDanmarks balance op på 70 milliarder kroner sidste år. Og det er en stigning på knap 14 procent siden 2006.

Når det kommer til i år, er det til gengæld slut med at snakke om stigninger. I hvert fald efter den første måned af 2008, hvor kurserne på aktier har taget et ordentligt dyk på næsten 10 procent.

Til gengæld bidrager obligationerne positivt til det samlede billede. Men hvis januar var den eneste måned i 2008, ville PensionDanmark komme skidt ud af året med et afkast på minus 1,5 procent.