Greve kræver ordnede forhold af Forenede

Den beskidte rengøring: Underleverandører uden overenskomst har gjort rent på skoler og børnehaver i Greve Kommune for Forenede Service. Borgmester kræver fluks ordnede forhold.

Baris Huylu fortæller, at han selv ofte gjorde rent 15-20 timer i døgnet for at få det til at hænge sammen, mens han var underleverandør til Forenede Service på to skoler i Greve Kommune.  (Foto: Harry Nielsen)Baris Huylu fortæller, at han selv ofte gjorde rent 15-20 timer i døgnet for at få det til at hænge sammen, mens han var underleverandør til Forenede Service på to skoler i Greve Kommune. (Foto: Harry Nielsen)

Selvom Greve Kommune har udliciteret rengøringen til et stort firma med overenskomst, er der ingen garanti for, at rengøringspersonalet på skoler og i børnehaver har fået løn efter reglerne.

Forenede Service har, uden at have aftalt det med kommunen, sendt rengøringen i Greve Kommune videre til flere underleverandører, som ikke har overenskomst. Koncernchef i Forenede Service Peer C. Krogh har ellers hævdet, at Forenedes underleverandører alle havde overenskomst.

Borgmester uddeler skideballe

Greves borgmester Hans Barlach har efter Fagbladet 3F's afsløringer haft Forenede Service til møde i denne uge.

- Forenede Service har fået en skideballe. Vi krævede på mødet, at firmaet fluks retter op på det her, og at firmaet afleverer en liste over de underleverandører, de har brugt de seneste to år, siger han til Fagbladet 3F.

Den konservative borgmester ønsker ikke at fyre Forenede Service, men oplyser, at sagen kan få yderligere konsekvenser.

- Byrådet vil ikke finde sig i, at der bliver brugt uautoriseret arbejdskraft. Der skal være ordnede forhold, og der skal betales skat, siger han til Fagbladet 3F.

Måtte sove på parkeringspladsen

DB Rengøring, som er en af Forenedes underleverandører, har tiltrådt overenskomsten.

Ejeren af DB Rengøring, Baris Huylu, fortæller, at han ikke havde råd til at ansætte tilstrækkeligt personale med den betaling, han fik fra Forenede Service.

- I perioder gjorde jeg selv rent 15-20 timer i døgnet for at få det til at hænge sammen. Jeg var ofte så træt, at jeg ikke var i stand til at køre hjem efter arbejde og måtte sove i bilen på parkeringspladsen foran en af skolerne, fortæller Baris Huylu til Fagbladet 3F.

Han blev fyret som underleverandør pr. 1. maj i år og er nu almindelig rengøringsmedarbejder for Forenede Service i Greve Kommune.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar til sagen fra koncernchef i Forenede Service, Peer C. Krogh.