3F kræver handlingsplan for PCB

Giftigt PCB i danske bygninger kræver en national handlingsplan. Det mener 3F's byggegruppe, der forlanger indsats fra staten.

Det giftige stof PCB skaber risiko for landets bygningsarbejdere. Derfor kræver 3F hurtige løsninger.

- I betragtning af, at stoffet medfører kræft, kan give alvorlige skader på fostre og svækker immunsystemet, så er det beskæmmende, at der ikke allerede er iværksat en national handlingsplan for at fjerne PCB fra arbejdsmiljøet og miljøet, siger Peter Hougård Nielsen, formand for 3F's byggegruppe

Giftstoffet blev forbudt anvendt i byggematerialer i 1976. Og han hæfter sig ved, at aktiviteterne for at udrede problemets omfang har været meget begrænset. Det samme gælder løsninger.

- Det ser mest af alt ud til, at problemerne blot bliver skubbet rundt i håbet om, at det fordufter af sig selv, siger Peter Hougård Nielsen.

Han peger på de svenske erfaringer. Her har en national handlingsplan kortlagt, hvor PCB'en findes. Det er sket gennem en screening af bygninger, der blev afsluttet i 2008. Derefter er der skabt en klar strategi for at få fjernet giftstoffet fra bygninger i landet i to etaper med frist i 2011 og 2013.

3F vil også have undersøgt bygninger for asbest. Det skal ske samtidig med, at de bliver screenet for PCB.

- Der er behov for, at statsministeren træder i karakter og præsenterer en national handlingsplan, der også har en finansiering på et ukendt stort milliardbeløb på plads, siger Peter Hougård Nielsen.