Erstatning for tandmareridt til kviksølvoffer

Kviksølvoffer Børge Hansen mistede tænderne en efter en og endte med gebis i tidlig alder. Nu har han fået godt 81.000 kroner i mén-erstatning.

Erstatningen er et plaster på såret, men det har været modbydeligt og smertefuldt at få ødelagt tandkødet og miste alle tænderne på grund af kviksølv, fortæller Børge Hansen. (Foto: Joachim Rode.)Erstatningen er et plaster på såret, men det har været modbydeligt og smertefuldt at få ødelagt tandkødet og miste alle tænderne på grund af kviksølv, fortæller Børge Hansen. (Foto: Joachim Rode.)

Det 72-årige kviksølvoffer Børge Hansen, Filskov, har fået 81.216 kroner i mén-erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen for tandskader forårsaget af hans arbejde i kviksølvafdelingen på det Danisco-ejede Grindstedværket.

- Det har været modbydeligt og smertefuldt. Jeg fik voldsom tandkødsbetændelse, allerede mens jeg arbejdede på Grindstedværket i 1970'erne. Tænderne røg ud en efter en. Det begyndte, da jeg var i 40-års-alderen, fortæller Børge Hansen, der fik gebis i en tidlig alder.

De sagde paradentose

Han fik diagnosen paradentose af tandlægerne. Først nu mange år efter har han fået den korrekte diagnose. Efter utallige besøg i tandlægestolen.

- Mit tandkød er desværre så ødelagt, at det er svært at få gebisset til at sidde ordentligt, så jeg har betalt en høj pris, siger han.

Han fik allerede i 2009 anerkendt sit ødelagte helbred som en arbejdsskade og har modtaget en større erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen.

- Jeg er glad for erstatningerne. Det er et lille plaster, men jeg ville hellere have haft mit helbred. Men nu behøver vi ikke tælle hver en krone, når jeg køber min dyre medicin, siger Børge Hansen, der som blot 42-årig forlod Grindstedværket i 1979.

Afventer sag om eksem

Syg og nedbrudt gik han ud af samme port, som han ni år tidligere var gået rask ind af.

Han har stadig en sag kørende i Arbejdsskadestyrelsen, der gælder eksem.

- Jeg døjer forfærdeligt med eksem og håber, at det bliver anerkendt, at det var på grund af alle de kviksølvdampe, jeg fik i hovedet på Grindstedværket, siger han.