Polakker fælder juletræer uden overenskomst
Halvdelen af de østeuropæiske skovarbejdere, som 3F mødte tirsdag under en razzia i nordjyske juletræsplantager, arbejdede uden dansk overenskomst.
Polske skovarbejdere arbejder uden dansk overenskomst i en juletræsplantage nær Støvring. (Foto: Morten Halsskov) Det er højsæson for fældning af juletræer og sæson for østeuropæiske skovarbejdere uden dansk overenskomst.
Det afslørede et eftersyn tirsdag i nordjyske juletræsplantager, som faglige folk fra 3F stod bag.
- Vi mødte 20 østeuropæiske skovarbejdere, og halvdelen arbejdede ikke efter dansk overenskomst. Der er stadig alvorlige problemer i plantagerne, siger Torben Jensen, leder af afdelingen for opsøgende arbejde hos 3F Aalborg, til Nyhedsbrevet 3F.
Fire ud af fem skovarbejdere fra Østeuropa
Faglige folk fra fem nordjyske 3F-afdelinger rykkede tirsdag ud på det årlige eftersyn af løn- og arbejdsforhold i juletræsplantager. 17 nordjyske plantager blev besøgt, og det viste sig, at 20 ud af 25 skovarbejdere var fra Østeuropa.
I en plantage nær Støvring var seks polakker i fuld gang med at fælde juletræer, da folk fra 3F mødte op. Skovarbejderne ville ikke fortælle, hvor meget de fik i løn.
- De var tydeligvis skræmte og havde ikke lyst til at snakke med os. Men vi fik afleveret fagblade på polsk til dem, så de kan se, at 3F også kæmper for at skaffe ordnede forhold for polakker i Danmark, siger Torben Jensen, som var leder af aktionen.
Engroshandler meldt til politiet og Skat
En halv time efter ankomsten af de faglige folk fra 3F, samt Nyhedsbrevet 3F's udsendte i plantagen nær Støvring, mødte en dansk arbejdsleder op på stedet. Han skulle udskifte en defekt motorsav.
- Jeg har ikke noget med deres ansættelse at gøre. Jeg sætter dem bare i arbejde, sagde arbejdslederen, som ikke ville oplyse sit navn.
Ifølge 3F Aalborgs oplysninger fra den danske ejer af juletræerne i plantagen skulle de seks polske skovarbejdere være ansat i det polske firma Uslugi Lesne. Den danske engroshandler fra Vojens-området har fortalt, at han ikke har noget med det polske firma at gøre - udover at han har hyret det til at fælde træerne på en entrepriseaftale. Men det passer ikke sammen med, at de seks polakker havde en fremmed, dansk arbejdsleder - som også var ansat af den sønderjyske engroshandler - mener 3F Aalborg.
3F-afdelingen har onsdag morgen meldt ejeren af juletræerne til politiet og Skat.
Aktionerne fortsætter
Hos 3F var der tilfredshed med tirsdagens aktion.
- Det ser ud som om, at aktionerne fra de foregående år er begyndt at slå igennem. Nu arbejder trods alt halvdelen af de østeuropæiske skovarbejdere på dansk overenskomst, hvor det for blot to år siden var et fåtal. Så det går tilsyneladende fremad, siger Gert Jakobsen, konsulent for udenlandsk arbejdskraft i Region Nord, til Nyhedsbrevet 3F.
3F forventer, at aktionerne i de nordjyske juletræsplantager fortsætter i fremtiden.