Dramatisk fald i efteruddannelse
Langt færre 3F'ere kommer på AMU-kursus. For ledige 3F'ere er nedgangen 60 procent.
Især arbejdsløse 3F'ere rammes af besparelser på arbejdsmarkedsuddannelserne. Regeringens nedskæringer af voksen- og efteruddannelse inden for AMU har ramt hårdt ned i målgruppen - faglærte og ufaglærte.
En ny opgørelse fra 3F's Akasse viser, at der var 9.069 færre 3F'ere i job på AMU-kursus i første kvartal 2011 sammenlignet med første kvartal 2010. Fra 37.026 til 27.957 3F-kursister.
Det er et fald på 24,5 procent, og forbundssekretær i 3F Per Christensen advarer om alvorlige konsekvenser i en tid, hvor virksomhederne igen efterspørger opkvalificeret arbejdskraft.
Voldsom nedgang
I samme periode var faldet for ledige 3F'ere ikke mindre end 60 procent. Det er katastrofalt, fortsætter Per Christensen.
- Regeringen spiller hasard med medlemmernes beskæftigelsesmuligheder og lader hånt om, at det er 3F's medlemmer, der skal være med til at sikre Danmarks vej til ny økonomisk vækst, siger han.