Få magt over din arbejdsdag
Imponer din chef og gør dit arbejde mere effektivt og fleksibelt. Læs de tre tips til, hvordan du får mere indflydelse.
Du er ekspert i dit eget arbejde. Så grib chancen for at få arbejdsdagen til at hænge bedre sammen. (Foto: Colourbox) Hvordan når du alt det, du skal på jobbet? Hvordan bliver arbejdet bedst muligt planlagt?
Opgaverne på din arbejdsplads dukker måske allerede op i tankerne, når du slår øjnene op om morgenen eller drikker den første kop kaffe.
Men det er langt fra sikkert, at din chef tumler med de samme tanker. Måske burde man sammensætte teams, prioritere opgaverne efter vigtighed eller inddrage flere i vagtplanlægningen for at komme godt i mål.
- Vores medlemmer er jo hverdagens eksperter, der måske dybest set bedst selv ved, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet. Men ofte får de udleveret en plan for, hvordan de skal gøre. Det går ud over den faglige stolthed og lysten til arbejdet, siger Ellen K. Lykkegård, der er gruppeformand i 3F's Den Offentlige Gruppe.
Hun har tre tips til, hvordan du kan få mere magt over din arbejdsdag.
3 gode råd til mere selvbestemmelse
1. Sørg for at få efteruddannelse
- Heldigvis ser vi i mange situationer, at når man begynder at sætte gang i efteruddannelsen, så begynder spørgsmål om medbestemmelse at melde sig helt naturligt. Man begynder at snakke mere om tilrettelæggelsen af arbejdet.
2. Hiv fat i din tillidsrepræsentant
- Den enkelte skaber sjældent store forandringer ved at gå alene til lederen. Så få dig først en snak med din arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant. Måske er I flere, der har de samme idéer, men der kan også være kolleger, der mener noget andet. Så bliv enige, inden I samlet går til chefen med forslagene.
3. Brug det formelle samarbejdssystem
- I det offentlige hedder det MED-udvalg og i det private hedder det SU. Det er ikke lukkede grupper, der holder deres egne hemmelige møder. Hvis man skal lave nye vagt- eller ferieplaner eksempelvis, så er det udvalget, det skal igennem.