Massivt ja til grøn overenskomst
OK08: Næsten ni ud af ti 3F'ere inden for gartneri, land- og skovbrug har stemt ja til det mæglingsforslag, som forligsmanden strikkede sammen efter hårde forhandlinger mellem 3F og arbejdsgiverne.
- Jeg er meget glad for det markante ja. Vi ser resultatet som et udtryk for, at vi har bestået eksamen med en karakter, som forhandlerne og forhandlingsudvalgene kan være tilfredse med, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F (Arkivfoto) Det store flertal af 3F'erne på det grønne område er tilfreds med det forslag til en ny overenskomst, som forligsmanden har lavet.
Det viser resultatet af urafstemningen blandt 3F'erne inden for gartneri, land- og skovbrug. Hele 87 procent af de 3F'ere, som stemte, sagde ja til den såkaldte mæglingsskitse fra forligsmanden.
- Jeg er meget glad for det markante ja. Vi ser resultatet som et udtryk for, at vi har bestået eksamenen med en karakter, som forhandlerne og forhandlingsudvalgene kan være tilfredse med, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F, til Nyhedsbrevet 3F.
Aftale sprænger pensionsloft
Den nye overenskomst for op mod 20.000 gartnere, skovarbejdere og landbrugsassistenter sikrer med tilbagevirkende kraft fra 1. marts i år en lønforhøjelse på omkring 1.000 kroner om måneden i hvert af de tre år, overenskomsten løber. Derudover stiger de ansattes pension til 12,75 procent i 2010, hvilket er godt stykke over den almindelige grænse på 12 procent.
Netop stigningerne i lønnen og pensionen er faldet i god jord hos 3F'erne:
- Vi er aldrig tidligere steget med 1.000 kroner i løn om måneden. Det er meget positivt, og jeg har stemt ja til den nye overenskomst, siger 49-årige Anne Marie Larsen, sikkerhedsrepræsentant på gartneriet Multigreen, til Nyhedsbrevet 3F.
30 procent stemte
30 procent af de 9.707 stemmeberettigede 3F'ere valgte at give deres mening til kende om mæglingsforslaget, som blev lavet af forligsmanden 1. marts efter hårde og langvarige forhandlinger mellem 3F på den ene side og Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere på den anden side.
Den Grønne Gruppe i 3F havde håbet på, at flere 3F'ere havde stemt om deres nye overenskomst:
- Det ærgrer mig, at stemmeprocenten kun blev lidt højere end sidste gang. Jeg havde håbet på en større deltagelse, fordi vi denne gang på forhånd havde spurgt alle medlemmerne om deres ønsker til en ny overenskomst, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.