At være eller ikke være i julehumør
Vind hver dag - julekalender 2009: Julie skråede over torvet i Søkøbing og nød det gode vejr, som åbenbart også op imod jul kunne byde på et forsigtigt solstrejf. Hun vinkede i forbifarten til nogle bekendte og var lige ved at råbe “glædelig jul”, men tog sig så i det, for der var jo først lige taget hul på julemåneden.
Julie skråede over torvet i Søkøbing og nød det gode vejr, som åbenbart også op imod jul kunne byde på et forsigtigt solstrejf. Hun vinkede i forbifarten til nogle bekendte og var lige ved at råbe “glædelig jul”, men tog sig så i det, for der var jo først lige taget hul på julemåneden.
Men det var bestemt ikke for tidligt at begynde at glæde sig, tænkte hun, og midt i al postyret for at nå det hele inden juleaften kunne man heldigvis se frem til nogle stille dage mellem jul og nytår.
Her sidst på året var det skønt med en timeout i den daglige trummerum. Der var brug for en sådan pause, hvor man havde tid til at komme hinanden lidt mere ved. Julie smilede til nogle forbipasserende på juleindkøb. Hun kunne godt forstå, at de fleste mennesker fik julelys i øjnene midt i al travlheden. Men det gjaldt desværre ikke alle og slet ikke hendes egen mand, tænkte hun med et stille suk.
Hun var for længst holdt op med at undre sig over, at Julius hvert år, allerede midt i november, begyndte at blive tvær og uoplagt. Han blev ellers betragtet som jordens mest hjælpsomme og positive menneske, men når julen nærmede sig, skiftede han nærmest karakter.
Julie sukkede igen. Sådan havde det været hvert eneste år, siden de blev gift for 16 år siden, ja, også det forudgående år, hvor de bare havde været kærester. Hun havde svært ved at forstå det, men accepterede det, og hun vidste, at han blev sig selv igen, så snart julen var overstået.
Det hindrede dog ikke Julie - ej heller husets datter, Juliette på 16 - i at nyde dagene i december med de mange forskellige gøremål, som hørte netop denne tid til. Der skulle købes gaver, pakkes gaver ind, skrives julekort, bages, og der skulle også være tid til at se julekalenderen på tv.
Men intet af det passede Julius. Han gik brummende rundt som en bjørn i et bur og kom indimellem med bemærkninger om, at menneskene ganske glemte verdenssituationen på grund af en påstået jomfrufødsel i Betlehem for et par tusind år siden.
Og han undrede sig højlydt over, at kommunalbestyrelsen, midt i den økonomiske krise, havde bevilget midler til juletræet i Søkøbing, og at der både dag og nat var fuldt blus på lysene.
Der var også fuldt blus på i byens mange butikker. Heller ikke her sparede man på strømmen, så elmålerne måtte sikkert rotere med en vanvittig fart alle steder.
Det var, som om alle glemte, at den globale opvarmning var ved at tage livet af kloden, og at det nærmest var en dødssynd at fråse med energien. Og så lige nogle dage før verdens ledere samledes til klimatopmøde i København.
Det skete også, at Julius, midt i en enetale om overforbruget, kom til at bande højt og vedvarende, men den slags udbrud fik Julie lynhurtigt stoppet ved med meget høj stemme at udbryde: Julius!
Og når et sådant udbrud blev efterfulgt af flere minutters absolut tavshed, virkede det ikke blot som en kraftig påtale, men nærmest som et par åndelige piskeslag.
Julius havde stor respekt for sin kone; han elskede hende højt. Og han forstod udmærket hendes reaktion, når han en sjælden gang gik for vidt. Han var selv klar over, at han nok var lidt af en lyseslukker i juletiden, men det skulle helst ikke gå ud over familielivet.
Og han var trods alt glad for, at Julie og Juliette tog så meget hensyn til ham, at huset ikke blev overpyntet med kravlenisser og andet stads. Det var rigeligt, at flere af beboerne på vejen konkurrerede om at illuminere deres huse med tusindvis af kulørte lamper fra sokkel til tag; noget, han fandt ganske afskyeligt.