Landbrugsskoler dropper fusion
Ledelsen for Grindsted Landbrugsskole har afvist at fusionere eller lave et samarbejde med Borris Landbrugsskole, som dermed er akut truet af lukning.
Ledelsen for Grindsted Landbrugsskole har afvist at fusionere eller lave et samarbejde med Borris Landbrugsskole, som dermed er akut truet af lukning. (Foto: Henrik Pyndt Sørensen) Nej. Så klart og kontakt lyder svaret fra ledelsen på Grindsted Landbrugsskole til ønsket fra Borris Landbrugsskole om en fusion eller et formelt samarbejde. Det bekræfter formanden for bestyrelsen på Grindsted Landbrugsskole over for Nyhedsbrevet 3F:
- Der har været en smule snak frem og tilbage, men vi arbejder ikke videre ad den vej. Det bliver ikke til noget, siger Henning Urup til Nyhedsbrevet 3F.
Omstridt landbrugsskole
Formanden for bestyrelsen ønsker ikke at uddybe, hvorfor ledelsen på Grindsted Landbrugsskole afviser et samarbejde med Borris Landbrugsskole:
- Jeg vil ikke fortælle om baggrunden for beslutningen. Det er for mig at se ligegyldig for offentligheden. Det har slet ikke været meningen, at vores samtaler med Borris Landbrugsskole skulle være en offentlig sag, siger Henning Urup.
Nyhedsbrevet 3F har i det seneste års tid afsløret, at Borris Landbrugsskole har overtrådt adskillige regler samt tjent tykt på skolens elever.
Arbejder for selvstændig godkendelse
Ledelsen på Agroskolen ved Herning har tidligere på året opsagt skolens samarbejde med Borris Landbrugsskole med virkning fra 1. juli 2009. Det betyder, at Borris Landbrugsskole - som ikke er godkendt af Undervisningsministeriet - umiddelbart står til at miste millioner af skattekroner i statsstøtte for skolens udenlandske elever.
- Vi er lidt kede af, at Grindsted Landbrugsskole har sagt nej til et samarbejde. Vi arbejder nu videre med at få en selvstændig godkendelse fra Undervisningsministeriet. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger Henning Ostersen, formand for Borris Landbrugsskole, til Nyhedsbrevet 3F.