Busser bliver i garagen
OK07: Mange buspassagerer på Sjælland måtte kigge efter andre transportmuligheder onsdag morgen. Buschaufførerne holdt faglige møder.
Mange busser på Sjælland, Fyn og i Jylland kører ikke i dag onsdag. (Arkivfoto) Mange buspassagerer på Sjælland og andre steder i landet måtte kigge efter andre transportmuligheder onsdag morgen. Buschaufførerne holdt faglige møder, skriver nyhedsbureauet Newspaq.
Chaufførerne har holdt fagligt møde fra klokken 6 for at diskutere det overenskomstforlig på transportområdet, som deres fagforbund 3F har indgået, og som betyder 40.000 kroner mere i løn over de næste tre år.
Anonyme chauffører siger til DR, at de er utilfredse med, at chaufførerne i hovedstadsområdet tjener væsentligt mere end chaufførerne i provinsen.
Historisk forskel
Årsagen til, at der er forskel på, hvad buschauffører i København og i provinsen tjener, skal man kigge i historiebøgerne for at finde.
For år tilbage var chaufførerne i København offentligt ansatte. Chaufførerne i provinsen var ansat under større eller mindre vognmænd.
Og da det offentlige kunne byde på højere løn og bedre ansættelsesforhold end mindre private vognmænd, opstod årsagerne til, at der er forskel på lønnen i dag, selv om eksempelvis Arriva står for ansættelse af chauffører i såvel København som i en række provinsbyer.
- Jeg kan godt forstå, at buschauffører i provinsen er vrede over, at de tjener mindre end deres kolleger i København for at udføre samme type arbejde. Vi forsøger at udjævne forskellene hver gang, vi forhandler overenskomst, men det går langsomt, fordi arbejdsgiverne ikke er indstillet på at lade chaufførerne i provinsen stige til københavnerniveau på en gang, forklarer forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe Jan Villadsen.
Jan Villadsen pointerer, at chauffører i København og resten af landet får den samme lønstigning ud af overenskomstforhandlingerne i denne omgang.
- Det er desværre ikke lykkedes at mindske lønforskellene. Men buschauffører får en lønstigning over de næste tre år, der betyder 40.000 kroner mere om året. Det er ens for alle, siger Jan Villadsen.