Reallønnen falder igen i byggeriet

Lønnen i byggeriet kan ikke følge med prisstigningerne, viser nye tal for lønningerne i DA-området. Dermed fortsætter den negative løn-spiral, der har plaget byggeriet siden 2009.

Lønnen i byggeriet kan ikke følge med prisstigningerne, viser nye tal for lønningerne i DA-området.Lønnen i byggeriet kan ikke følge med prisstigningerne, viser nye tal for lønningerne i DA-området.

Krisen har sat sine tydelige spor på lønningerne i byggeriet. Siden tredje kvartal 2009 er det kun gået en vej - nedad. De seneste tal for lønningernes udvikling inden for DA-området bekræfter, at lønningerne ikke kan følge med prisstigningerne.

Tallene viser, at lønningerne i byggeriet steg med 0,6 procent fra tredje kvartal 2011 til samme kvartal i år. I samme periode havde hele DA-området en fremgang i lønnen på 1,3 procent, mens inflationen steg med 2,5 procent.

- En lønstigning på blot 0,6 procent er ikke imponerende. Dermed har bygge- og anlægsarbejderne endnu en gang haft en nedgang i reallønnen. Og det ser ud til, at den særdeles kedelige udvikling fortsætter, siger sekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT-kartellet.

 

Overflødig Hjorth

De nye tal får BAT-kartellet til at give den tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen et godt råd med på vejen.

- Vi har ikke behov for typer som Venstres chefideolog Claus Hjort Frederiksen til at fortælle os, hvad lønudviklingen skal være i Danmark for at gøre os konkurrencedygtige. Vi ved udmærket, hvad der skal til, og har med al mulig tydelighed demonstreret dette siden 2009, fastslår Gunde Odgaard.

 

Tag direktionsgangene

BAT-kartellet anbefaler, at blikket rettes et helt andet sted for at forbedre konkurrenceevnen, nemlig mod direktionsgangene, hvor cheferne ikke er plaget af fald i reallønnen.

- Hvis Claus Hjort Frederiksen skulle rådgive nogle om løn og dens størrelse, var det mere relevant, om han tog en tur rundt på direktionsgangene i de danske virksomheder for at rådgive dem om, at deres lønstigninger ligger væsentlig over deres ansattes, lyder anbefalingen fra Gunde Odgaard, der fortsætter:

- Her kunne man virkelig få lønomkostningerne ned på et mere realistisk niveau, men det er temmelig sikkert ideologisk ukorrekt for Claus Hjort Frederiksen.